GermanGames.dk

Et tema der igen og igen dukker op på Boardgamegeek i Geeklists og diverse fora er spørgsmålet om, hvordan man gør sin kone/kæreste, familie og eller/børn til brætspillere. Og det er vel et interessant spørgsmål de fleste af os har tumlet med og forsøgt at gøre noget ved. Hvordan konverterer man sin omgangskreds til brætspillere? Og skal man overhovedet gøre forsøget? Hvor langt skal man gå og hvordan ville I gøre det?

Introducere dem til The Resistance.

Generelt synes jeg, at det kan være svært at introducere folk til brætspil.

For er man for beskrivende omkring brætspil, så kan det virke skræmmende for den uerfarne da det virker omfattende og besværligt. Samtidig kan mange spil bare ved deres design og regelomfang også virke uoverskueligt.

Har introduceret nogle få til at spille brætspil, lagde ud med Settlers of Catan, dernæst Ticket to Ride og så har jeg forsøgt med de lidt tungere. Resultatet har været, at de foretrækker det som er simpelt og det som er nemt at forstå.

Så jeg lader min fascination af og glæde for brætspil skinne igennem, når jeg beskriver min hobby. Dermed spørger folk ind til det mest fordi de som regel ikke har en ide om, hvor omfattende det kan være.

Måden hvorpå jeg har haft succes med at vække folks interesse har været det sociale aspekt ved brætspil, altså at man bruger mange timer sammen med andre, har det sjovt, får noget godt at spise og bare hygger sig over noget som lige så godt kunne have været et spil kort eller andet simpelt.

Mit store problem er, at kunne forklare spil med omfattende eller komplicerede regler til folk som ikke lige har kendskab til lignende brætspil. Har det meget svært med at forklare det på en forståelig måde, så interessen for min forklaring bibeholdes. Uerfarne orker ikke en regelgennemgang på over 10 min, så er min erfaring at de så står af. Der må heller ikke været for mange indforstået ord eller for mange muligheder.

Jeg har i alt fald prøvet i stor stil Men jeg synes, at det er en svær balancegang, hvor meget man skal presse på.

Børnene er - med en vis succes - forsøgt lokket med sådan noget Heckmeck og Fluch der Mumie, og med rendyrkede coop som Forbidden Island og Pandemic. Jeg prøver at fokusere på en hyggelig atmosfære og en sjov oplevelse, og ikke så meget på konkurrenceelementet. Men jeg har tænkt meget over, at jeg ikke vil plage dem for meget med det. Har de lyst, er det fint. Hvis ikke, finder vi nok noget andet at lave sammen.

Med voksne er det sværere. I starten gjorde jeg meget - og nok også for meget - for at lokke gud og hver mand i familien og omgangskredsen til at spille. Men jeg synes alt for ofte det alligevel endte med en halvfesen omgang, der hverken var fugl eller fisk. Hvis man bruger flere timer på at spille en eller anden blød mellemvare, som hverken man selv eller ikke-spillerne er synderligt vild med, er det nok bedre at konkludere, at det ikke lige er dét, man skal lave sammen.

Jeg faldt over et meget interessant indlæg på BGG, i en tråd, der handlede om, hvordan Kickstarter er med til at fodre ens umættelige behov for at købe nye spil (Jens Hoppe citerede derfra i et indlæg i vores Kickstarter-debat). Jeg er bestemt ikke lige enig i det hele, men dette uddrag er ikke helt dumt:
"The irony is that it's often this evangelic zeal to 'convert' people to 'serious games', this obsessiveness, that actually drives wives/girlfriends/kids away from the hobby. Some people here actually don't seem to fathom the idea that there will be folks that just don't like gaming."

Jeg må tilstå at jeg selv krummer tæer, når jeg læser ordet "konvertere"... Jeg har i sin tid utvivlsom selv brugt ordet i samme sammenhæng, men med årene er jeg blevet mere af den opfattelse, at religion (eller ateisme), politisk overbevisning, spisevaner (vegetar/veganer) eller brætspilshobby til en vis grad bør overholde den samme spilleregel:
Treat it like your penis. It's fine to have one. You may even be proud of it. But don't wave it around, and pleeeeease don't shove it down my childrens throat.

De fleste mennesker spiller spil i et eller andet omfang. Det kan så være, at de kun kender til Yatzee, Casino og Matador. Fair nok. Hvis vi skal spille et eller andet sammen, vil jeg så nok forsøge at vælge noget jeg synes er lidt mere interessant, men at kaste folk ud i et - i min optik - "rigtigt brætspil" vil i langt de fleste tilfælde være dødfødt. Start i det små, og såfremt folk selv fatter interesse for det, kan man stille og roligt udbygge.

Jeg har med stor succes introduceret familien for spil som For Sale, Würfel Bohnanza og Modern Art. Og nu er min mor helt af sig selv begyndt at spørge, om jeg eventuelt kan have et eller andet spil med, hvis vi eksempelvis skal have julefrokost. Hvis det fører nogetsteds hen videre derfra er det fantastisk. Men ligefrem at missionere brætspil er noget jeg forlængst har lagt på hylden.

Som universitetsvejleder for nye studerende har jeg oplevet at folk slet ikke anede at spil kunne vaere mere end matador og yatzee. Det er jo netop saadan nogen oplevelser der giver folk blod paa tanden. Selvom det formentlig er en fejlslagen konklusion saa gaar de fleste braetspillere vel ud fra at alle kan lide at sidde sammen med andre mennesker og bruge de smaa graa. Naar foerst man har set adskilige mennesker opdage braetspil, som nogen gjorde paa vores rustur, saa er det vel naturligt at gaa ud fra at andre vil bide paa ogsaa.

Forummet er bare vigtigt. Paa en rustur for nanoteknologi er det rimeligt sikkert at de der dukker op saadan et sted kan lide mentale udfordringer og ikke har noget imod at skulle slaas lidt for at laere noget. Saadan en flok vil jeg til enhver tid forvente ville saette sig ned og proeve at 'loese' Pandemic. Naar jeg moedes med min mors familie skal der altid spilles kort. Alle har smaamoenter med saa man har noget at spille om og saa skal folk ellers smadres i hoejroestet davoserjas.
Min familie ville jeg aldrig laere at spille noget der lignede abstracts/komplekse euros, men et spil som Cash 'n Guns ligner noget de ville synes var sjovt.

Jeg har venner som jeg har spillet figurkrigsspil med i aarevis. De er vant til 90 siders regelboeger og timelange spil, men jeg tror stadig ikke de ville gide laere at spille Ghost Panzer eller Sekigahara fordi temaet ikke fanger dem. Dem proever jeg ikke at laere at spille nogen af de to ting, selvom vi moedes ofte og tryner hinanden i alle mulige andre gode spil.

Min kaereste spiller Commands & Colours; Ancients og Twilight Struggle men ikke Dreadball.

"Konverteringen" af nye braetspillere handler allermest om at ramme de rigtige mennesker med de rigtige spil. Naar man ser paa demografien af spillere herinde er der nok ikke saa mange os der virkeligt har de samme interesser i spil. Hvis man proever at laere folk at spille ens egne spil, og ikke de spil der maaske passer bedst til den person man proever at introducere for hobbyen, saa kommer der ikke noget godt ud af det. Braetspil som hobby er saa bred en definition at det naesten ikke giver mening bare at kalde sig selv for braetspiller. Derfor giver det heller ikke mening bare at 'konvertere' folk.

Det er ligesom at sige at man kan lide musik og ville laere alle der ikke hoerer andet end radiomusik at hoere Lynyrd Skynyrd eller Alison Krauss & Union Station. Det er to forskellige genrer som slet ikke minder om hinanden, men hvis ikke folk vil have big-balls-rock-n-roll eller virtuous high-speed countrymusik, saa kommer man ikke til at laere dem at holde af 'musik', hvis man giver indtrykket af at det er hvad ikke-radiomusik har at byde paa.

Jeg vil sige at jeg er gået rimelig aktivt til værks over det seneste år og er nået til følgende konklusion:

1) At få folk til at spille spil som Ticket To Ride, For Sale, osv. er forholdsvis nemt og det kan være ganske hyggeligt, men tro ikke at dette i sig selv gør at de bliver interesserede i at spille de spil som du VIRKELIG gerne vil spille (som typisk for os er de tungere spil).

2) Selv om idéen om at gøre ens eksisterende venner til brætspilsfan er attraktiv, så vil det i de fleste tilfælde være langt mere tilfredsstillende at finde nogle mennesker der allerede ER brætspilsfans og så spille med dem. I forhold til det projekt er det her forum jo genialt såfremt man er lidt opsøgende, hvilket jeg så også har været. Spiller nu forholdsvis hyppigt med folk som Claus, Robert og Rune herindefra, og lidt mindre hyppigt med andre.

3) Glem de voksne og fokusér på børnene. Min 8 årige datter Athene ELSKER at spille med mig. Vi spiller nemme spil og jeg kan ikke påstå at det er den helt store brætspilsoplevelse for mig, men det er hyggeligt og har rimelige langtidsperspektiver, selvom det langt fra er fordi jeg forventer at få Dominant Species på bordet lige med det samme.

BlueSwan wrote:...3) Glem de voksne og fokusér på børnene...

This.
Børn har vel ingen forudindtagede ideer om hvad der skal ske, de tager det bare for det det er: hygge med forældrene.
Når først voksne har fået ind i hovedet at spil er noget med at rulle en terning og flytte en brik like så mange felter som terningen viser -og det så er det- så kan jeg godt forstå man er noget loren ved at skulle lære en masse regler, hvis man tror at det bare ender med at være ren Roll and Move til sidst alligevel.

Desuden er brætspil jo "kun for nørder". Det hjælper nok heller ikke på ryet hos folk der er blevet så gamle at de er blevet selvhøjtidelige.

Jeg har ikke haft det store problem med at lokke vennekredsen til at spille brætspil - måske fordi de fleste i forvejen er nogle værre legebørn

Jeg synes, det handler om at finde frem til en spillestil og/eller tema, som folk kan lide. Vi har for eksempel et par journalistvenner, der er meget glade for trivia-spil (en spilkategori, jeg ellers undgår), så de skal udsættes for Timeline på et tidspunkt.

Mange af vores venner er blevet introduceret til brætspil via små korte spil i stil med No Thanks!, Hey! That's my Fish! eller Coloretto, fordi reglerne er hurtige at forklare, og man kan nå mange omgange i løbet af en eftermiddag. De fleste er siden nået videre til spil såsom 7 Wonders, Agricola og Power Grid, men det er langt fra alle, der kan - eller vil - nå til de tunge/lange spil. Det er helt fint med mig. Visse mennesker passer bare bedst sammen med visse brætspil, så når vi vil spille de tunge spil, inviterer vi specifikt folk, der har lyst til at spille den type spil.

Jeg kan helt sikkert ikke sige mig fri for lige vel entusiastisk at have forsøgt at dele min begejstring for brætspil. Heldigvis er det de færreste der er så høflige, at de lader én give timelange regelforklaringer uden at sætte sig til modværge. Med tiden syntes jeg også, jeg er blevet bedre til at lade være med at udsætte alle for min hobby og ligeledes bedre til at målrette hvilke spil folk i givet fald skal udsættes for. Og med tiden går det jo også op for én selv, at de rigtigt gode spiloplevelser får man alligevel kun når folk frivilligt deltager og når det er spil de også selv syntes er sjove. Det er bare ikke sjovt at spille med nogen, der helst vil have spillet overstået hurtigst muligt!

Men det betyder ikke, at jeg er helt færdig med at forsøge at få folk til at få øjnene op for min hobby. Det ville være synd for dem, hvis de blev snydt for det! Jeg forsøger at undgå at folk føler sig tvunget/presset til at deltage. Men kan man få folk forført til det, så er det en anden sag. Og det er jo en kunst, hvor det går ud på at få folk til at gøre noget, de på et før-bevidst niveau egentlig gerne vil og da det således er et ikke erkendt ønske balancerer man naturligvis ofte på grænsen til at ville manipulere en smule for at opnå målet.

Men i hverdagen må det i bund og grund gå ud på at dele hobbyen med ligesindede. Det er det nemmeste, det mindst problemfyldte ... og så er brætspillere jo bare lidt sjovere og klogere end andre mennesker og iøvrigt yderst sympatiske og behagelige at være sammen med!

Frouvne wrote: ... og så er brætspillere jo bare lidt sjovere og klogere end andre mennesker og iøvrigt yderst sympatiske og behagelige at være sammen med!

Og ikke mindst mere beskedne

Ja jeg ved godt at det er sidste uges emne, men min skiferie forhindrede mig i at give mut besyv med, så nukommer det her:

Da jeg var yngre missionerede jeg nok en del mere end jeg gør nu. til gengæld var spille noget mere avancerede og langtrukne end dem jeg foretrækker nu. Jeg forsøgte glædelige at få mine venner til at spille Diplomacy, Mah-Jongg, Cirkus Maximus, og mange andre spil tilbage i slut 80'erne og frem til mid 90'erne. Men i 1995 skete der noget, Die Siedler von Catan... Spillet ændre hvad jeg spillede, og dermed også hvad jeg snakkede om blandt mine venner. Jeg holdt op med at missionere, og begyndte blot at omtale det som en af mine hobbys. Som regel ender det med at mien venner nu spørger om hvad det er for nogle spil, og så fortæller jeg glædeligt, men jeg foreslår (næsten) aldrig at vi skal spille, jeg venter på at de spørger, og det sker heldigvis.

Blandt familien har det nok været anderledes, men da vi altid har spillet spil, er der ikke noget odiøst i at tage et spil med til en sommerfest, eller en julefrokost. Nu bliver jeg ligefrem opfordret til at tage spil med.

Men jeg orker ikke at konvertere længere. Dem der har lyst spiller jeg gerne med, og de andre får lige så glædeligt lov til at slippe.

Skal de konverteres? Det synes jeg er et interessant spørgsmål.

Hvis vi er samlet så er det spil der er nemme og hurtige: Mall of Horror, King of Tokyo, Settlers. Og så hygger vi med det. Vi kan også være samlet uden brætspil. Har venner der geocacher, og det brænder de helt vildt for - det gør jeg ikke, og jeg er glad for at de ikke konstant forsøger at trække det ned over hovedet på mig.

/Brian

Goblen wrote:Skal de konverteres? Det synes jeg er et interessant spørgsmål.

Det er ikke et interessant spørgsmål. Naturligvis skal de ikke konverteres. Må jeg bede om lidt respekt.

Robert wrote:

Goblen wrote:Skal de konverteres? Det synes jeg er et interessant spørgsmål.

Det er ikke et interessant spørgsmål. Naturligvis skal de ikke konverteres. Må jeg bede om lidt respekt.

Den forstod jeg så ikke

Det var et retorisk spørgsmål, som jeg selv svarede på. Synes ikke de skal konverteres. Vi har ikke alle samme interesser - sådan er det bare.