Frouvne wrote:Må man spørge dumt? Hvilket af spillene mener du, der udmærker sig som et skodspil?
Skam ikke et dumt spørgsmål.
Jeg synes Shadows over Camelot er et af de mest skuffende spil jeg har prøvet i årevis, og der er nogle stykker (skuffende spil, altså) at vælge imellem...
Jeg havde nok sat forventningerne højt, da jeg er en stor fan af Knizias Lord of the Rings-spil. Men jeg synes SoC har enorme problemer både med
1) Balancen. Med få spillere kan en eventuel forræder ikke tabe, hvis han bare spiller ordentligt*. Med mange spillere bliver spillet nemmere, og en eventuel forræder har relativt mindre indflydelse. Min gruppe vandt vores første (7-personers) spil overbevisende, og det er ikke en god ting i et kooperativt spil, som helst skal være svært at slå.
(*: Hvilket da vist også endte med at Days of Wonder introducerede en ny special-regel for tre-spillers spil).
2) Nedetiden mellem ens ture når der er mange spillere. Hvad kan jeg sige, vente 5 minutter på at få lov til at vende et sort kort, spille et gral-kort og sige "næste spiller" er bare ikke min idé om morskab.
3) Reglerne for hvad man må og ikke må sige til hinanden. Åbenlyst et forsøg på at forhindre at det bare er den mest erfarne spiller der styrer det hele ved at kende alle folks kort (som man kan risikere i LOTR hvis spillere med forskellige erfaringsgrader spiller sammen). Det virker bare ikke, og i mine spil endte folk med at sidde og sige vanvittige ting som "jeg kan stort set besejre sakserne selv, jeg mangler bare hjælpe til at give dem ... stødet *før* dødsstødet, nudge, nudge". Suk. Kommunikationsproblemet er reelt nok, og jeg synes også LOTR er bedst hvis spillerne er lige erfarne, men SoC's måde at løse problemet på fungerer for det første ikke, og er desuden dødirriterende.
Og de tre ting ovenfor er ikke engang det værste synes jeg, for i sidste ende er der bare så få interessante valg at træffe i spillet når det er ens tur. De ovenstående problemer kan endda forsvares, hvis ens tur så bare er dødspændende med masser af indviklede beslutninger (lyder lidt som Goa), men i SoC føltes det som om spillet stort set spillede sig selv. Så resultatet var at man bare ventede i lang tid, og når det kom til stykket var det man ventede på bare en række banale handlinger. I et af mine ... 3 spil SoC var jeg kun på *en og samme* quest hele spillet igennem (fordi jeg blev ved med at have gral-kort på hånden). Gæt lige hvor spændende det spil var...
Som det også er blevet diskuteret i en anden tråd her, virker det som om SoC er et spil hvor dynamikken og rollespillet omkring bordet er essentielt for spillets succes. Hvis alle synes det er super at snakke som en ædel ridder og ikke tænker så meget på de mere spiltekniske sider af sagen kan det garanteret være et rigtigt sjovt spil. Men hvis man vil have noget at tænke over, og ikke nødvendigvis gider rollespille, kan jeg altså ikke se hvad SoC har at tilbyde.
Som kontrast kan man næsten betragte alle de rigtigt gode tyske spil, hvor der er et solidt spilteknisk fundament, men hvor det spiltekniske ikke udelukker at spillerne rollespiller - rollespillet er bare ikke noget krav for at spillet er sjovt.
