I løbet af ugen var jeg begyndt at få lidt ondt af mig selv, nu hvor Essen-buzz'en begyndte at eskalere. Ergo skrev jeg rundt til nogle forskellige mennesker om, at jeg gerne ville reddes fra min brætblues lørdag.
Desværre kom der et par afmeldinger, men jeg fik alligevel min lyst styret med 9½ times spil (inkl. lidt pauser) med en kammerat. Udvalget havde som sådan ikke noget med Essen at gøre, men var bare præget af, hvad der trængte til at blive luftet.
Vi startede med
Paleo. Det var mit første spil, men absolut en positiv oplevelse. Efter lidt prioriteringsfejl i starten (hvor er der en fakkel, når man har brug for den?) fandt vi en god kadence og fik efterhånden balanceret opgraderinger, nedlæggelse af mammutter og udførelse af hulemaleri. Det gav mig også anledning til at finde nogle af mine realistiske ressourcer fra Stonemaier frem - det er trods alt ikke så tit, man får brugt kranier og bøffer
Hernæst tog vi en gang
Mantis Falls. Jeg var selv uskyldig og troede faktisk også, at min kammerat var det, lige til allersidst, hvor han stak mig ned på målstregen.
Bastard! Jeg var tæt på at trække ham med i faldet, men desværre lykkedes det ikke. Et godt tænkt og meget stemningsfuldt spil.
Dagens sidste spil var
The Everrain, som jeg oprindeligt backede, men endte med at sælge videre til min spillemakker. Men nu havde jeg lokket ham til at tage det med.
Temaet er, at det har regnet uafbrudt i flere år, og jorden er ved at gå under - fordi en mystisk gud af en art er ved at genopstå og vil knuse menneskeheden eller noget i den stil. Spillerne skal samarbejde om at sejle rundt på det oprørte hav og finde spor, der kan stoppe den onde himself.
Spillet er et sandkassespil - du kan opgradere dit skib, hyre ny besætning, undersøge øde øer og skibsvrag, gamble, tage side quests, deltage i søslag eller kæmpe mod den ondes undersåtter på et stormomsust dæk
Stilen er victoriansk, mørk og dyster, så selv om det på papiret kunne lyde som endnu et piratspil, føles det - heldigvis - ikke som sådan. Stemningen er tommetyk, der er masser af spændende valg og ruter at tage, og selv der vanen tro er en halv milliard komponenter, er det ikke nær så fiddly, som det kunne have været.
Vanen lige så tro er regelhæftet noget rod, så vi endte med at "house rule" en række grænsetilfælde for at få spillet til at flyde. Og det var nødvendigt, for hold da magle, hvor var det langt. Inkl. regelforklaring og -opslag brugte vi næsten seks timer - to spillere (hvoraf min medspiller havde prøvet det før) og et medium længde scenarie. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor langt det havde været med tre eller fire spillere eller langt scenarie.
Vi var heldigvis ret investerede i hinandens ture, for der er meget begrænset interaktion undervejs, hvilket er lidt ærgerligt.
Selskabet var godt, rommen smagte fortrinligt og vi havde det sjovt. Men ingen tvivl om, at det er for langt - og ikke kun fordi, vi måtte slå en masse regler op.