GermanGames.dk

Jeg synes, at der er en voksende trend til at skabe spil baseret på succesfulde computerspil. Nu har jeg ikke selv prøvet ret mange af dem selv, vist slet ingen, men er det noget, som I følger med i? Og hvilke genrer af computerspil egner sig bedst til brættet?

Personligt ser jeg frem til Kingdom Come Deliverance, men tror ikke nødvendigvis, at jeg backer det.

Jeg spiller i praksis ikke computer-spil længere, så jeg er ikke rigtig målgruppen. Når der kommer en stor titel op, er der alligevel en genkendelses-effekt alene ved at have hørt om universet, så det er jo ikke sådan, at jeg er fuldkommen resistent overfor når der finder en oversættelse sted. Jeg tror til gengæld at det vækker nogenlunde lige dele skepsis som interesse for mit vedkommende. Der er jo trods alt flere dårlige eksempler på konverteringer ... i hvert tilfælde når vi taler til og fra film. Og i min (distancerede) optik er der mere og mere der ser ud til at lappe ind over hinanden i de to medier (film og computer-spil).

De eneste spil, jeg rigtigt har dyrket på computer er Civilization I, II, og IV, sidenhen Crusader Kings II. Ingen af dem har lavet fristende brætkonverteringer efter min mening. De er ret beregningstunge, og det ser jeg ingen grund til at flytte ud af computeren. Omvendt har jeg spillet en del Ra og Dominant Species på iPad, og det bliver let til en lidt ensom oplevelse, hvor jeg savner dynamikken fra andre sjæle.

Endnu har jeg en rigtig vellykket konvertering til gode uanset retningen.

Der har nu med årene været en del andre forsøg. Men nogle har været mere oplagte end andre.

Age of Empires III og StarCraft vil jeg begge mene alene lægger sig op af tema, men som spilmæssigt ikke har noget som helst med computerspillene at gøre. Begge steder er der tale om realtime strategispil. Det bliver lidt svært med papbrikker. Så abstraktionsniveauet skal først løftes gevaldigt, og så skal det gøres turbaseret, hvilket efterlader NUL spilgenkendelse. Udelukkende grafik og tema kan genbruges. Tag dem for hver deres ting, for de giver spiloplevelser med NUL overlap.

Så kommer det lidt tættere når det eksempelvis er et spil der er turbaseret af natur, som f.eks. brætspilimplementationen af Civilization. Her er der en meget højere grad af genkendelsens glæde. Men det er stadig en brætspilimplementation, hvor computerspillet holder styr på en røvfuld ting automatisk, skal man selv gøre det i brætspillet. Og for at det ikke skal føles som en øvelse i at opdatere et Excel ark, skal der igen abstraheres. Men brætspillet kan godt formidle noget der ligner.

Anno 1800 er en tredje kandidat. Det er ikke turbaseret, men Martin Wallace valgte at fokusere på et kerneelement i spillet, og jeg synes egentlig han fik strikket noget sammen der på en turbaseret måde formåede at gengive kernen i computerspillet. Men stadig en helt anden spiloplevelse. Så du vil sagtens kunne finde folk der elsker det ene og hader det andet. Og omvendt.

In the end: It really depends. Nogle computerspil er mere oplagte at portere end andre. Jeg kradser mig selv i håret, når jeg ser en kickstarter der forsøger at være en brætspiludgave af en firstperson shooter eller lignende. Men hvis spillet er populært nok, og der er folk der vil have det... I de situationer tænker jeg det dog mere som en markedsførings/branding mulighed end noget andet.

Frouvne wrote: ↑Sat Mar 05, 2022 11:26 amJeg tror til gengæld at det vækker nogenlunde lige dele skepsis som interesse for mit vedkommende. Der er jo trods alt flere dårlige eksempler på konverteringer ... i hvert tilfælde når vi taler til og fra film. Og i min (distancerede) optik er der mere og mere der ser ud til at lappe ind over hinanden i de to medier (film og computer-spil).

Computerspil til film er jo i hvert fald forsøgt i årevis, og med ganske få undtagelser er det svært at få øje på succes'erne - senest har man prøvet med Uncharted, der dog har noget, der minder om en sammenhængende historie, men at dømme ud fra trailere og anmeldelser skulle serien nok have nøjedes med at være spil.
Nøgternt set ligger brætspil stadig langt tættere på computerspil end de ligger på film. Film er lineære, med en fast start, mellemakt og slutning, hvor både brætspil og computer-ditto typisk bruger en form for "gentag grundmekanisme(r) til spillet er slut". Som Stony anfører ender det derfor tit med at handle mere om et populært IP end om noget, der minder om forlægget, når vi taler computer- til brætspil.

Og nogle koncepter virker bare fortænkte. Assassin's Creed så da superflot ud i papform (plus en helvedes masse plastic), men det har tydeligvis ikke meget med forlægget at gøre. Far Cry som spil? Huh? Elder Scrolls har masser af historie, men brætspillet ser bare meget generisk ud.

Strategi- og adventurespil er nok der, hvor det giver bedst mening. Og mens jeg venter på Monkey Island the board game, kan jeg sagtens se et vist potentiale i fx Total War: Rome og Frostpunk. Og muligvis også Kingdom Come: Deliverance - men her tror jeg, at designerne har gabt over mere end godt er.

Jeg spiller en del computerspil, faktisk tror jeg at jeg nu om dage bruger væsentligt mere tid på computerspil end brætspil. Men jeg spiller computerspil af helt andre grunde end jeg spiller brætspil, og jeg synes de to medier har helt forskellige styrker og svagheder.

Computerspil giver mulighed for en film-lignende virkelighed med en helt utrolig detaljerigdom, og uanset spilgenren giver de mulighed for at understøtte fantastisk komplekse algoritmer, uden at brugeren bliver bebyrdet med detaljerne.

Brætspil derimod er meget mere begrænsede i deres detaljerigdom. Du kan godt lave f.eks. et bræt-RPG med lokationer, items og quests, men du kan ikke lave et med tusindvis af disse ting, og med hele virtuelle verdener, hvor brugeren med levende billeder kan se hvordan alting ser ud... Brætspil kan godt forsøge at emulere en høj grad af detaljerigdom, men unikke detaljer kræver regler, og vi mennesker når hurtigt grænsen for, hvad vi kan overskue... (se bare Advanced Squad Leader, for eksempel, som har hundredevis af regelsider, men som stadig er en meget rudimentær og primitiv model af virkeligheden).

Men brætspil er til gengæld gode til social interaktion, hvor man kan sidde med vennerne omkring et bord og dyste mod dem i hvad det nu end er, spillet handler om. Brætspil er også taktile. Og en helt stor styrke i brætspil er netop, at de med overlæg laver en begrænset model, en som mennesker med en rimelig indsats kan sætte sig ind i, en model som netop ikke forsøger at inkludere så meget som muligt.