GermanGames.dk

Så nærmer sig julen og hvordan kan man bedre hygge sig end ved at få spillet nogle brætspil?!

Der har de sidste måneder været lidt langt imellem snapsene for mit vedkommende. Vi har dog fået skubbet gang i en af spilgrupperne, og vi mødtes i går, og i den anledning havde jeg gennem en regelvideo forsøgt at få piftet reglerne til Nemesis op.

Det blev et enkeltstående spil med grundspillet. Jeg havde dog valgt at fokusere på den rene coop-variant, hvor elementet af en potentiel "forræder" er elimineret. Vinklen med semi-cooperative tiltaler mig ikke. Som jeg sagde til de andre, så tænker jeg at "semi-backstabbing" er omtrent lige så beskrivende, om end det lyder præcis lige så utiltalende som "semi-cooperative" virker i mit hoved. Jeg tror at jeg fremadrettet ikke kommer til at spille andet end fuld coop, når Nemesis skal på bordet. Det fungerede klart bedre for mig.

Vi var tre mand da vi startede. Det var blot en enkelt mand der slap væk efter at skibet var sat til at sprænge sig selv i luften. Så selv i fuld coop var der udfordringer nok at tage fat på. Det var en god omgang tematisk tju-bang og terninger. Et af de absolut bedste af slagsen.

Det var et godt gensyn, og nu må jeg holde fast i det mens reglerne er friske i erindring. Jeg tænker jeg indenfor overskuelig fremtid skal have fundet de forskellige udvidelser frem, og prøve de øvrige aliens af, og se hvad de hver især har at byde på. Og så kan det være jeg kaster mig over den sammenhængende kampagne. Den har fået rigtigt fine ord med på vejen.

^Jeg synes, at semi-backstabbing fungerer bedre i sådan noget som Battlestar Galactica, hvor det er en central, integreret del af gameplay'et. Jeg var heller ikke fuldstændig solgt på det i Nemesis. Men især Kickstarter har været med til at skubbe til idéen om, at alle spil skal kunne spilles kompetitivt. Og coop. Og semi-coop. Og teambaseret. Og solo (ikke mindst solo - det er tilsyneladende et must, uanset spillets mekanismer i øvrigt).

Men de par gange, jeg har fået prøvet Nemesis, har det været sjovt, mekanisk velfungerende og episk på den gode måde.

Jeg fik besøg fra en af brætspildrengene fra Fyn, da han skulle overnatte på djævleøen, og fordrev så aftenen sammen med mig. Det blev til et hurtigt genbesøg af Nemesis, som han endnu ikke havde prøvet.

Jeg ved ikke om det var en mere taktisk og forsigtig bevægen fremad som gjorde, at vi ikke fik udløst ret mange aliens. Men vi havde næsten udforsket hele rumskibet før der begyndte at komme lidt action. Der blev hurtigt håndteret en enkelt larve og en enkelt adult, før i tredje forsøg BOM dronningen! Jeg stod i rummet lige ved siden af, og sluttede mig hurtigt til kampen, og med nogle lidt heldige double-hit fik vi til sammen givet hende de fornødne otte skade. Det var faktisk lidt overskudsagtigt, for mit mål var at kortlægge mindst to sårbarheder, og en af dem kan indløses ved at trække liget fra en alien ind i laboratoriet. Det var netop i laboratoriet at kampen stod, så bagefter fuldførte jeg mit missionskort ved at obducere den døde dronning.

Lige efter trak vi - kort efter hinanden - to breeders. Vi nakkede den ene og stak af fra den anden, da tiden var ved at løbe ud.

Vi endte med begge at stikke af i den samme escape pod, men min makker døde desværre af sine to infektionskort der begge var inficerede. Så en storslået delvis sejr.

Det er altså god underholdning.

Die, bitch!

Jeg havde fornøjelsen af at blive introduceret til Nemesis til den ugentlige spilaften og det var solid underholdning. Reglerne var let tilgængelige og spillet dryppede af tema. Jeg syntes også spillet virkede til at have en behagelig længde. Vi støjede rimelig meget i starten, hvilket efter nogen tid gjorde det meget svært ikke at påkalde sig opmærksomhed fra de ombordværende Aliens. Vi skulle sikkert have listet mere omkring, som Stony også er inde på ovenfor, men egentlig kunne jeg godt frygte at spillet kunne blive strukket unødigt ud. I forvejen var der en (naturlig) ubalance i at vi i starten løb frit omkring og i den sidste del løb skrigende omkring i gangene. Men lad os se. Jeg har meget mod på at prøve spillet igen, da det under alle omstændigheder var en rigtig god oplevelse!

Ja, vi får ikke spillet så meget brætspil for tiden, men i går fik vi da gamet lidt med Gunness og viv på Board Game Arena. Det var to oldies but goodies, der blev fundet frem. Først Can't Stop, som i den grad fungerer bedre over net end i virkeligheden og derefter Puerto Rico, som jeg i bogstaveligste forstand ikke har spillet i 10 år! Dejligt gensyn med gamle spil og hyggeligt at få spillet lidt igen

Til aften prøvede vi for første gang det lille deduktions-kortspil Fallen Angels. Vi er inde i en stime af deduktionsspil, der har det til fælles, at de imponerer både ved inkorporering af tema og originale mekanismer. Fallen Angels skuffede ikke. Man er på forbryderjagt i 1920’ernes Sydney. De kriminelle er pillet ud af datidens forbryderalbum, hvor man både får billeder af forbryderen, alder, navn og oplysninger om forbrydelsen. Så temaet er der. Mekanikken er dog kernen og den gør virkelig at man skal holde tungen lige i munden. Jeg er dybt imponeret.

I går besøgte vi det eneste vennepar, vi ser indendørs pt (jeg er ved at være lidt træt af den sætning), og her prøvede vi The Crew sammen med dem. Vi mistede lidt overblikket over antal spil, vi nåede (blandt andet fordi vi sad fast i en mission irriterende længe), men det blev nok til omkring 22 omgange. Megafedt at få spillet lidt igen (hey, det var anden gang på en uge!), og jeg var ret vild med spillet - nok fordi det på flere måder minder om Whist, som jeg brugte uanede mængder tid på i gymnasiet

Det er også lidt småt med besøg her, men jeg havde en kollega forbi i går til nogle timers spil.
Vi lagde ud med Mechs vs. Minions, hvor min søn også var med. Helt som ventet startede vi godt, og så gik vores programmering komplet i koks, og det er jo en del af morskaben. Vi lykkedes lige akkurat med vores mission.

Næste punkt på dagsordenen var KS-titlen Red Outpost. Baggrundshistorien er sjov nok. En flok russere er i 1950'erne fløjet ud i rummet for at starte en ny koloni. Spillerne styrer i fællesskab den samme flok arbejdere (minearbejder, fisker, bureaukrat mm), og hver har sit eget humørniveau. Alt efter hvordan man placerer hver enkelt arbejder, ryger deres humør op eller ned, og den, der har "brugt" hver enkelt arbejder mest, får vedkommendes humørniveau som point, når runden slutter. Ideen om, at man kan "sabotere" en arbejder, som en anden kommer til at score pointene på er ganske interessant. Temaet om kommunister i rummet er ca. så tyndt, som det kan blive, og efter 2 minutter har man glemt alt om det. Hyggeligt lille WP-spil, men nok ikke noget jeg kommer til at spille mange gange.

Efter en hurtig gang Can't Stop til at rense de små grå med gik vi videre til Pax Pamir (2nd ed.). Vi lavede en række småfejl i reglerne, og strategien var mildest talt famlende. Men første indtryk var utroligt positivt. Fedt at se et moderne spil med masser af dybde, relativt strømlinede regler og et overskueligt antal komponenter. Det glæder jeg mig til at prøve igen.

Min kollega tog hjem, og jeg brugte aftenen på af spille Outlive solo. Det har samlet støv i nogle år, men det var så tilpas interessant, at jeg tog et spil mere her til morgen. Begge gange med nederlag, men dog med en vis udsigt til at vinde på et tidspunkt

Fallen Angels har været på bordet igen og jeg bliver i godt humør, når nogen kreerer et spil med så original en mekanisme.

DropMix er et nyt bekendskab, jeg har hygget mig med sammen med min datter. Vi har primært gjort brug af spillets freeplay-mode, hvilket ikke kan siges at være et spil men snarere en aktivitet. Men underholdende har det været. Jeg har puslet lidt med spillets puzzle-mode og det har da givet mig blod på tanden til at skulle prøve de øvrige muligheder af.

Crokinole har lidt en forsømt tilværelse hængende i sit væg-ophæng. I den forløbne uge kom det på bordet og det var savnet.

I dag havde jeg nyerhvervelsen Lost Ruins of Arnak på bordet. Det er det første spil købt i anledning af Spiel 2020 og det var et fornøjeligt første møde. Regler og mekanismer var meget tilgængelige men min strategi eller mangel på samme lod meget tilbage at ønske. Det virker som et solidt Euro-game, som jeg får lyst til at kigge meget nærmere på.

Så blev det alligevel jul i det lille spilforsømte hjem

Meget bliver det nu ikke til, for energierne er ikke til det, men vi fik prøvet Port Royal for første gang. Fin lille ressourcekonvertor med noget, der næsten er et tema og som ikke overopheder hjernen. Skal da nok få set lidt spil, når det nu ikke for tiden bliver til noget tungere.

Jeg er også fan af Port Royal. Udvidelsen Just One More Contract er virkelig god. Den kan klart anbefales.

Taibi wrote: ↑Sun Dec 13, 2020 9:56 pm Jeg er også fan af Port Royal. Udvidelsen Just One More Contract er virkelig god. Den kan klart anbefales.

Det var ikke pænt sagt Jeg har lovet mig selv ikke (længere) at købe spil hurtigere end jeg spiller dem, så jeg skal helst ikke opmuntres til det

Søndag blev det spillet Lost Ruins of Arnak. Om formiddagen havde vi et relativt langt spil. Da vi om aftenen tog det frem igen kunne man godt mærke, at tempoet var sat en del op. Turene blev dog også en del længere, da vi havde fået en bedre fornemmelse af spillets sammenhænge og dermed kunne udnytte vores ture bedre. Spillets hovedmekanismer er deckbuilding og workerplacement. Selvom man kun har to workers og spillet kun varer fem runder er der alligevel mange andre ting, man kan give sig i kast med. Workerplacement-delen er meget traditionel. Deckbuilding-delen er der et par fine twist ved: nogle kort aktiveres straks, når man køber dem mens andre lægges i bundens ens Deck og vil næsten altid dukke op inden efterfølgende runde. Efter en runde blandes alle de kort, der har været spilles og lægges i bunden af tag-stakken. Til gengæld så blander man aldrig sine discards i løbet af en runde. Alt i alt et spil jeg pt er meget begejstret for.