GermanGames.dk

Hvad har du spillet i dag? Februar 2020

Fik spillet et solo-spil af Marvel Champions.

Justified Ironman skulle forpurre Klaw's skumle planer. Synes egentlig jeg havde et særdeles godt deck til det, og startede rigtig godt. Desværre var Klaw ret så ligeglad og han endte med at smadre Ironman. Det må blive næste gang at Ironman vinder kampen,

Det var første gang jeg prøvede Ironman. Plejer at spille She-Hulk fordi jeg er fan af Hulk (han findes dog ikke endnu). Også første gang jeg prøvede Justify-kortene og første gang jeg kæmpede mod Klaw. Har tævet Rhino. Sjovt og hyggeligt.

Så har vi langt om længe fået gang i Harry Potter: Hogwarts Battle. Vi fik spillet os igennem de første to bøger. Det er en klar Dominion-videreudvikling og på trods af de mange pæne ord det har fået med på vejen, var det faktisk en skuffende begyndelse. Vi havde en fornemmelse af, at ligegyldig hvad vi havde gjort ville vi have vundet. Forhåbentlig øges sværhedsgraden i de kommende kapitler og det er da også mit håb, at vi får lov til at beholde nogle af de kort vi opgraderer med imellem spillene, så der bliver en sammenhæng i fortællingen. På trods af en sløv start glæder jeg mig til at komme videre i håbet om, at det har mere at byde på.

Februar har primært budt på solo-spillet Maquis, som er en af de mest interessante solo-oplevelser, jeg har haft. Nu skal det også blankt erkendes, at jeg aldrig rigtig har haft mod på at kaste mig ud i de længere solo-spil og at de få gange jeg har gjort det, har det også været en skuffende oplevelse. Maquis kan spilles på 20 minutter og der er passende dybde og spænding til at fylde det tidsrum ud.

Med den yngste er der også blevet spillet lidt: Animal Upon Animal og Spooky Stairs med Flaschengeist-udvidelsen.

Frouvne wrote: ↑Tue Feb 11, 2020 1:17 pm Februar har primært budt på solo-spillet Maquis, som er en af de mest interessante solo-oplevelser, jeg har haft. Nu skal det også blankt erkendes, at jeg aldrig rigtig har haft mod på at kaste mig ud i de længere solo-spil og at de få gange jeg har gjort det, har det også været en skuffende oplevelse. Maquis kan spilles på 20 minutter og der er passende dybde og spænding til at fylde det tidsrum ud.

Herrens nåde og fred være med alle jer, som mener anderledes, men jeg synes ikke solo-spilleri hører til andre steder end på elektronikken.

Med det in mente ville jeg høre, om nogen af jer så har erfaring med Maquis på iOS, for det ville jeg da overveje at købe på grund af anbefalingen ovenfor.

^Jeg har ingen erfaring med iOS-udgaven, men er enig med herr Frouvne i, at papudgaven fungerer virkelig godt, også selv om det er et solospil

Jeg har måske spillet iOS-udgaven fem gange og har et fornuftigt indtryk af den. Det går lidt hurtigere end i pap-udgaven og man får en smule hjælp, så man slipper for hele tiden at granske sin hjerne for hvilke kort, der er tilbage eller alternativt at gennemse bunken af resterende kort. Mange iOS-udgaver gider jeg overhovedet ikke spille. Sådan forholder det sig ikke med Maquis. Det skal jeg nok vende tilbage til. Men jeg kommer ikke til at spille den 100+ gange, som jeg f.eks. har gjort med Ascension og Shards of Infinity. Men det siger nok mere om, hvad jeg gider. For jeg vil som udgangspunkt helst spille alle spil imod levende modspillere omkring et hyggeligt spisebord.

Frouvne wrote: ↑Tue Feb 11, 2020 9:28 pm ... Men det siger nok mere om, hvad jeg gider. For jeg vil som udgangspunkt helst spille alle spil imod levende modspillere omkring et hyggeligt spisebord.

Amen til det, men iOS-Agricola er noget, jeg godt kan komme i nogle seriøse spilleflips over, og jeg kunne godt bruge et par lignende ipad-spil til de mere ensomme stunder. Tak for tippene.

I går var jeg inviteret med til en gang Pax Pamir 2nd edition hos Skumle. Havde set starten af regelvideoen, og var lidt 'meh'...

... hold da op en holdning der blevgjort til skamme. Det spil var en fantastisk oplevelse. Egentlig er det et simpelt tableau building spil hvor du som stammeleder i Afghanistan skal være dem i skyggen der hjælper de rigtige til magten (som så i virkeligheden er dig selv). Alliancer skifter hurtigt. Spillet er nemt at lære. Du vælger hvem du holder med (briterne, russerne eller afghanerne), dette kan du ændre undervejs. Du kan enten vælge et kort fra fællespladen, eller du kan spille et kort (du har to actions hver tur). Disse kort åbner op for flere actions. Alt efter det politiske klima kan du også bruge dine kort til at tage actions uden det koster en af de to.

Spillet var mega dybt, komponnterne var sat sammen så man fik følelsen af at sidde i sit telt og manipulere tropper osv. på et kort der nemt kunne pakkes i rygsækken. En rigtig fed oplevelse - det blev til to spil.

PS. Spillet er slet slet ikke broken - jeg vandt begge spil selvom det første var med en del hjælp fra de to andre der havde prøvet det før.

I tirsdags blev det til et gensyn med Maracaibo, hvor jeg rendte med sejren med en kamp-intensiv strategi. Jeg kan vældigt godt lide Maracaibo, men er lidt nervøs for hvor mange måder man egentlig kan spille spillet på: Alle mine spil indtil videre er blevet vundet af spillere der er gået benhårdt efter kamp og ellers har forceret runderne til at være så korte som muligt (for at spænde ben for andre, lidt langsommere strategier). Og i det hele taget har jeg det lidt svært med, at en spiller kan tvinge en runde til at være kort for alle: Det er som om at der altid er mindst én spiller der har interesse i at gøre runden kort, og mere skal der ikke til, før runden faktisk bliver kort.

Det skal siges at jeg ikke er kommet særligt langt med kampagnedelene af spillet, og derfor ikke ved i hvor høj grad spillet ændrer sig. Det kan man jo håbe det gør! For nu får Maracaibo 8/10.


I torsdags fik jeg spillet nogle mindre og hurtigere spil: Først Paolo Mori's Blitzkrieg, et lille, abstrakt "2. verdenskrig på 20 minutter" spil. Jeg havde nok ikke specielt høje forventninger, men Blitzkrieg overraskede i den grad positivt: Der gemmer sig virkeligt meget spil i den ultralave kompleksitet, og den annoncerede spilletid på 20 minutter er næsten lidt højt sat, når spillerne kender spillet. Selvfølgelig føles det ikke rigtigt som et krigsspil, når spillerne blot placerer talbrikker i firkantede felter på brættet, men som et abstrakt spil med krigstema var det i den grad en wow-oplevelse. 7.5/10.

Jeg havde til gengæld høje forventninger til et andet hurtigt krigsagtigt spil om 2. verdenskrig, som jeg havde haft stående et halvt års tid: Undaunted: Normandy, og her blev mine forventninger ikke indfriet. Jeg havde forventet et hurtigt og simpelt, kortbaseret taktisk krigsspil, men syntes i stedet jeg fik en langsommelig deck-builder med et halvdårligt krigsspil plastret ovenpå. Ser man et øjeblik bort fra kortdelen af spillet og fokuserer på krigsspillet, består U:N typisk af scenarier hvor hver spiller har en 4-5 brikker der rykker omkring på et bræt bestående af 10-20 felter, og det er simpelthen for småt og klaustrofobisk til at være interessant. Oven i købet er reglerne til "krigsspils-delen" virkelig banale: Intet terræn, ingen line of sight, ingen forskel på tropperne, ingen begrænsninger på hvordan tropperne kan bevæge sig i forhold til hinanden.

Til gengæld er der masser af deck-building, så man sidder endeløst og trækker, spiller, discarder, tilføjer og fjerner kort og reshuffler sit deck, blot for at gøre noget som helst i krigsspillet.

Nå, jeg er sikker på at der er et marked for Undaunted: Normandy, men det er ikke mig. Personligt kan jeg ikke forestille mig hvornår eller hvorfor jeg nogensinde ville spille det, når man har f.eks. "Band of Brothers: Screaming Eagles" som alternativ (hvor de simple scenarier endda har sammenlignelig kompleksitet med U:N). 4/10.

Et sidste hurtigt spil havde ikke noget med 2. verdenskrig at gøre: On Tour er et simpelt hyggespil, aldeles uden interaktion, hvor spillerne slår terninger og skriver tal i staterne på et USA-kort, for til sidst, når alle staterne er udfyldt, at tegne den længst mulige rute gennem stater, hvor tallene skal blive større og større. Rimeligt underholdende, ingen klassiker, måske lidt langt i forhold til oplevelsen. 6/10.

I Hellerup havde vi også Undaunted: Normandy på bordet i aftes og havde en noget anderledes oplevelse. Min forventning var nok også en Memoir '44-agtig oplevelse. Og det syntes jeg, det levede meget godt op til. Vi spillede de første to scenarier og tingede svingede frem og tilbage undervejs og jeg tror, vi begge svingede fra at føle vi havde kontrol over det til slet ikke at have styr på noget. En oplevelse i den lettere ende men en oplevelse jeg var fint underholdt af.

Vi sluttede aftenen af med et spil Unmatched: Robin Hood vs. Bigfoot og det var jeg også rigtig fint underholdt af. Jeg glæder mig til at prøve nogle flere kombinationer og syntes umiddelbart at Restoration Games er sluppet rigtig godt afsted med at støve Star Wars: Epic Duels af. Som jeg i øvrigt også får lyst til at prøve igen... Men her har vi jo igen at gøre med spil, der er henvendt til et lidt bredere publikum og som det ikke nødvendigvis er alle gamere, der vil have lige så meget fornøjelse af at spille som mig.

Jens_Hoppe wrote: ↑Fri Feb 14, 2020 11:01 am Jeg havde til gengæld høje forventninger til et andet hurtigt krigsagtigt spil om 2. verdenskrig, som jeg havde haft stående et halvt års tid: Undaunted: Normandy, og her blev mine forventninger ikke indfriet. Jeg havde forventet et hurtigt og simpelt, kortbaseret taktisk krigsspil, men syntes i stedet jeg fik en langsommelig deck-builder med et halvdårligt krigsspil plastret ovenpå. Ser man et øjeblik bort fra kortdelen af spillet og fokuserer på krigsspillet, består U:N typisk af scenarier hvor hver spiller har en 4-5 brikker der rykker omkring på et bræt bestående af 10-20 felter, og det er simpelthen for småt og klaustrofobisk til at være interessant. Oven i købet er reglerne til "krigsspils-delen" virkelig banale: Intet terræn, ingen line of sight, ingen forskel på tropperne, ingen begrænsninger på hvordan tropperne kan bevæge sig i forhold til hinanden.

Til gengæld er der masser af deck-building, så man sidder endeløst og trækker, spiller, discarder, tilføjer og fjerner kort og reshuffler sit deck, blot for at gøre noget som helst i krigsspillet.

Nå, jeg er sikker på at der er et marked for Undaunted: Normandy, men det er ikke mig. Personligt kan jeg ikke forestille mig hvornår eller hvorfor jeg nogensinde ville spille det, når man har f.eks. "Band of Brothers: Screaming Eagles" som alternativ (hvor de simple scenarier endda har sammenlignelig kompleksitet med U:N). 4/10.

Spillede I det kun én gang? Hvilket scenarie?

digter wrote: ↑Fri Feb 14, 2020 5:33 pmSpillede I det kun én gang? Hvilket scenarie?

Scenarie 1, to gange.

Jeg har læst at det er det simpleste scenarie i æsken, og at det måske ligefrem er lidt for simpelt, men jeg tror nu godt jeg kan ekstrapolere og forestille mig, hvordan spillet ville være med mere interessante sejrskriterier, flere forskellige slags enheder, osv., og jeg kan simpelthen ikke se, hvordan jeg ville komme til at holde af spillet.

Vi vendte tilbage til familiens go-to game når vi skal hygge en fredag aften. Terraforming Mars kom på bordet igen, og med Turmoil+Venus Next udvidelsen inkluderet.

Det er vel det spil jeg har spillet mest, og det var endnu engang en super fed oplevelse. Valgte en strategi med at satse på Jovian kort, især fordi jeg hurtigt fik min Titanium produktion op og køre og kort der gav ekstra point pr. Jovian tag til sidst. Virkede rigtig godt.

Synes Turmoil-udvidelsen virkelig har givet noget ekstra til spillet.

Frouvne wrote: ↑Tue Feb 11, 2020 1:17 pm Så har vi langt om længe fået gang i Harry Potter: Hogwarts Battle. Vi fik spillet os igennem de første to bøger. Det er en klar Dominion-videreudvikling og på trods af de mange pæne ord det har fået med på vejen, var det faktisk en skuffende begyndelse. Vi havde en fornemmelse af, at ligegyldig hvad vi havde gjort ville vi have vundet. Forhåbentlig øges sværhedsgraden i de kommende kapitler og det er da også mit håb, at vi får lov til at beholde nogle af de kort vi opgraderer med imellem spillene, så der bliver en sammenhæng i fortællingen. På trods af en sløv start glæder jeg mig til at komme videre i håbet om, at det har mere at byde på. [...]

Fredag fortsatte vi med bog 3 og 4. Da der blev skruet lidt op for sværhedsgraden blev vores interesse også skærpet. I går spillede vi os gennem bog 5 og 6 og vi er vist begge indfanget. Vi følte os presset - særligt i det sidste spil. Endnu har vi dog vundet hver gang, men i takt med at sværhedsgraden er blevet endnu større, er vi tydeligvis blevet mere engagerede. Vi er samtidig også blevet nødt til at samarbejde mere. Min fornemmelse er samtidig, at temaet skinner mere igennem. Men det kan også være fordi jeg har gjort mere ud af at få læst tekst-delen. Vi er nu klar til den afsluttende bog og mon ikke den kommer på bordet i aften!? I øvrigt har Helle bestilt udvidelsen ... det er i sig selv en anbefaling.

Mandagsgruppen var igen samlet, og vi var to grupper da vi var syv spillere.

Jeg var i fire-personers gruppen og vi fik startet med et spil Campy Creatures. De andre havde prøvet det før og synes det er fantastisk. Jeg havde ikke, men morede mig Det er et simpelt spil hvor du spiller monstre ned der så skal ud og fange almindelige mennesker / ofre, som du kan forske på. Alle har samme deck, og hver monster gør så noget specielt - eksempelvis tvinger vareulven spilleren til højre for dig til at smide et monster væk. Godt underholdt.

Så spillede vi Dreamscape igen. Det spil er jeg blev voldsomt glad for. Hele temaet og spillet harmonerer bare godt med mig. At bygge den perfekte drøm, få de bedste drømmeelementer, blokere med mareridtelementer - alt sammen i et smukt udført spil. Det spiller jeg meget gerne meget mere.