Månedens bruger: Gunness - januar 2010

[Gunness]

Det har været en travl weekend, så jeg er bagud med mine svar

Men Jacob, nu hvor jeg har dig ... hvis spil har du indkøbt særligt til dine børn ... ?

Det blev kun til Obstgärtchen og Zicke Zacke Hühnerkacke. Vores ældste, der da var 4 år, erklærede, at det var da meget sjovt, men at hun kun ville spille voksenspil. Jeg prøvede at forklare, at det nok var lidt indviklet, men det gjorde intet større indtryk. Så børnespillene har mest samlet støv (måske den yngste har mere lyst?)
Derfor er det også blevet til bl.a. Heckmeck, der lige så meget er købt for børnenes som de voksnes skyld. Stor succes. Især fordi det minder om de "rigtige" (dvs. voksenspil)

Og i øvrigt, mener du, at man bør overholde aldergrænserne på film?

Har du noget særligt i tankerne? Men ellers, næ. Børn er meget forskellige og har forskellige tærskler for hvad der er uhyggeligt. Meget børneunderholdning, bl.a. a la det, Cartoon Network viser, er så voldeligt, at mine børn ikke skal se det. Og børn kan også få meget ud af at se dele af film, der er beregnet for større børn eller voksne. Så længe man kan tale om det undervejs. Derfor kan min datter på fem sagtens se uddrag af Indiana Jones og div. action/eventyrfilm, der egl. er for 11 år og opefter. Kommer der noget væmmeligt, springer vi det over eller nedtoner det ved at lave sjov med det. For det må jo også gerne være lidt uhyggeligt
Når det så er sagt, er grænserne der selvfølgelig af en grund. Og trods protester har tøsen da også kun fået lov til at se 5 nøje udvalgte minutter af Rambo 1

[Gunness]

Når man læser dine indlæg her på forum, virker det som om at et godt tema har meget stor betydning for dig, Jacob. Det kunne være interessant at høre lidt mere om din vægtning af tema kontra mekanik; betyder tema så meget, at du kan leve med lidt sløje mekanismer etc.? Hvilket spil, som du holder af, syntes du bedst formår at integrere tema og mekanismer? Hvad er dit / dine favorittemaer og er der nogle temaer, vi ser alt for lidt til i brætspil?

Det var en større mængde spørgsmål Jeg har valgt lidt eksempler ud:
Ja, jeg lægger stor vægt på et godt tema - der vel at mærke er integreret i mekanismerne.
- Quo Vadis har et drønspændende tema, men spillet bruger det ikke til en flyvende fis.
- Hvis jeg var interesseret i mode, ville jeg også mene, at et spil som Trendy var skønne spildte muligheder (men det er jeg så ikke).

- Så er der grænsetilfældene, som fx. Eufrat og Tigris, hvor spillet er tilpas godt til at jeg ignorerer de tematiske mangler. Mekanismerne er og bliver fremragende, men jeg ville synes endnu bedre om det, hvis man havde fået mere ud af temaet. Jaja, jeg ved godt, at det handler om templer og markeder, men det kunne jo lige så godt foregå i Føtex' grøntafdeling. Tomater vs agurker: A cultural clash of epic proportions!
- 2 de Mayo kunne let være blevet en småtrist abstrakt titel, men temaintegrationen og den historiske baggrund er så vellykket, at spillet bliver løftet op på et højere niveau og gør spillet til en spændende oplevelse.

- Der er selvfølgelig også andet i et vellykket spil end et engagerende tema. Tales of the Arabian Nights er stort set ikke andet end tema og stemning. Meget underholdende, men virker for tilfældigt til rigtig at virke som et spil. Ergo skal der være en vis grad af velsmurte spilmekanismer nede under.

- En nyere titel som Middle-Earth Quest formår i højeste grad at servere indlevelse og stemning, selv om spilmekanismen måske drukner lidt i kort. Det samme kan siges om Battlestar Galactica - jeg ville ind imellem ønske, at det var lidt mindre kort-orgie, men det glemmer jeg heldigvis, fordi spiloplevelsen er så vellykket, og fordi det er så fedt at være cylon og smide uskyldige i spjældet Det handler pludselig mere om spilprocessen og mindre om hvem der vinder og taber.... meeen det skader jo ikke at være på vinderholdet


Temaer jeg gerne så mere til:
- Kan nogen huske Alter Ego fra 1986? Det var en livssimulator, en slags proto-The Sims, bare meget sjovere, hvor man definerede sin egen mærkværdige personlighed og fulgte denne fra vugge til grav. Jeg ved ikke, hvordan det skulle omsættes til bræt, men der er noget potentiale dér. I det hele taget ville jeg gerne have flere spil, der undgik de vanlige genrer (fantasy, sci-fi etc.)
- Steampunk
- Sherlock Holmes-agtige mysterier, gerne med en victoriansk baggrund, men evt. også noget moderne. Havde Android været et bedre spil, end tilsyneladende er tilfældet, havde jeg med garanti været vild med det. Jeg kan godt lide genreblandingen og det episke anstrøg.
- Politisk drama a la den kolde krig (TS), moderne valgkamp (Die Macher) eller klassiske intriger (Republic of Rome)
- Evolution (men der er, som tidligere nævnt, lidt spændende på vej)

Temaer jeg synes er malket tilstrækkeligt:
- Middelalderen, ikke mindst "byg en kirke/by/slot"-typen
- Antikken

Mht. de abstrakte spil, så er det mest Gipf-serien, der har imponeret mig. Det skyldes de elegante regler og de mange taktiske muligheder, spilletiden taget i betragtning. Men det skyldes helt sikkert også komponenterne. De er bare lækkert lavet. Hvis Yinsh var lavet i neonfarvet letvægtsplastic, ville det med garanti ikke fænge helt så meget.

[Gunness]

Jeg kunne også godt tænke mig, at der blev gravet lidt dybere i temaet omkring børn og brætspil og her med fokus på, om du har gjort dig nogle overvejelser i.f.t. det at gøre brætspillere ud af børnene; om du bevidst gør noget for at indgyde interessen for brætspil hos dem?

Min datter får ofte lov til at kigge over skulderen, og da det næsten per definition er spændende, hvad de voksne laver, er det en god start. Men ellers handler det om at lege spillene ind. Der var et rigtigt godt indlæg på BGG om Twilight Struggle med titlen "A Four Year Old's Perspective". Den slutter med det glimrende citat:

Moral of the story? When a child asks to play a game -- any game -- you play. Just play. Fudge the rules. Change the rules. Make up new rules. Ignore the rules. Whatever.

Just play.

Jeg er 100% enig. Lad det være sjovt! Reglerne skal nok komme hen ad vejen.

Af samme grund er jeg meget bevidst om, at hun jævnligt får lov til at vinde. Ikke hver gang, og ikke ved at lade hende snyde, men ved at jeg lader hende vinde. Det modsatte synspunkt - "De kan lige så godt lære at tabe med det samme" - fratager mange børn morskaben ved at spille. De færreste har lyst til at deltage i en leg, hvor den ene part er uendeligt meget dygtigere end den anden og vel at mærke benytter sig af det. Hellere skrue stille og roligt op for sværhedsgraden. Indtil videre fungerer løsningen i alt fald meget godt

Hvad med jer andre med børn?

[Frouvne]

[...] Jeg er 100% enig. Lad det være sjovt! Reglerne skal nok komme hen ad vejen.

Af samme grund er jeg meget bevidst om, at hun jævnligt får lov til at vinde. Ikke hver gang, og ikke ved at lade hende snyde, men ved at jeg lader hende vinde. Det modsatte synspunkt - "De kan lige så godt lære at tabe med det samme" - fratager mange børn morskaben ved at spille. De færreste har lyst til at deltage i en leg, hvor den ene part er uendeligt meget dygtigere end den anden og vel at mærke benytter sig af det. Hellere skrue stille og roligt op for sværhedsgraden. Indtil videre fungerer løsningen i alt fald meget godt

Hvad med jer andre med børn?

Som udgangspunkt er jeg selvfølgelig fuldkommen enig i, at det skal være sjovt. Men reglerne er selvfølgelig heller ikke ligegyldige for ligesom der må være et minimum af indlevelse, når man leger, må der også være en ramme omkring det at spille for at man overhovedet kan tale om at man spiller. Og den ramme er vel reglerne. Selvfølgelig kan man godt lege med farmands miniaturer (hvis man får lov!), men det er jo ikke at spille.

Hvor løseligt man skal tage reglerne er selvfølgelig en smagssag, men lad mig komme med to eksempler på spil, som min søn ikke har været særlig gammel før han prøvede: Skak og Doom - The Boardgame. Et så abstrakt spil som Skak ser jeg ikke meget mening i at kaste mig over, hvis det ikke er de rigtige regler og her blev det også indlært fuldkommen efter bogen. Jeg tror nok, at vi startede med nogle færre brikker, men reglerne skulle overholdes. Med Doom - The Boardgame inddrog vi reglerne i det omfang, jeg fandt det nødvendigt. Vi spillede f.eks. slet ikke med kortene og bevægede os kun imellem få rum, hvilket gjorde at nogle situationer og dermed regler slet ikke blev aktuelle og andre blev tillempet. Men så længe det gav mening holdt vi os til reglerne.

Jeg tæver heller ikke min søn i spillene og han vinder helt sikkert også mere end han burde, hvis jeg spillede bedst muligt. Når jeg introducerer en voksen til et spil, jeg har prøvet flere gange før forsøger jeg også at give gode råd undervejs og hvis det ikke er for besværligt lader jeg også gerne folk tage træk om. Jeg er dog ikke en gang sikker på at det så meget handler om at tabe eller vinde hverken for min søn eller andre folk. Det jeg kan se han reagerer mest negativt på (og her er jeg helt på linje med ham) er, når han bliver sat i en situation, der virker håbløs og endnu har et langt spil foran sig. I sådanne situationer kan det godt være, at man skal overveje at pakke spillet sammen. Og måske også hvis modstanderen er voksen, men vi kan nok bedre udholde situationen.

I øvrigt syntes jeg, at vi har haft rigtig meget glæde af samarbejdsspil som Red November, Pandemic og Lord of the Rings med vores søn. Det forskyder fokus fra konkurrence til problemløsning og det er måske ikke så ringe med den yngre målgruppe.

Når man spiller med børn syntes jeg dog også, at der kan være mange forskellige mål med den aktivitet og det er jo ikke altid kun at have det sjovt. F.eks. kan man også ønske at anvende dem for at træne børnene i at kunne kapere at tabe, at blive bedre vindere, at kunne vente på tur og meget andet og så er det klart at man alt afhængig af sine mål må justere sin måde at forholde sig til barnet og situationen på.

Personligt har jeg et helt over-over-ordnet mål, der går ud på at gøre en brætspiller ud af min søn. Derfor vægter jeg det selvfølgelig også meget højt, at han skal have lysten til at spille. Derfor skal det være sjovt. Derfor presser jeg ham sjældent - men opfordrer og prøver at gøre det interessant. Jeg udholder også at spille utallige spil Bakugan Battle Brawlers med ham på trods af at jeg mildt sagt ikke er begejstret for spillet. Jeg forsøger at engagere mig, men lægger ikke skjul på, at jeg ikke mener, det er et godt spil men at jeg naturligvis godt indenfor rimelighedens grænser vil dele hans interesser med ham.

[Frouvne]

[...] 6. Er det et kompliment at blive kaldt nørd?[/i]
Ja, nørder er jo de mest interessante mennesker! [...]

Naturligvis! Min fornemmelse er dog, at din nørdethed slet ikke er begrænset til brætspil - ja, at det måske er et af de områder, hvor du er mindst nørdet! Kan der være noget om det? Din ydmyge samling af brætspil, som du betegner den i din signatur, er jo rent faktisk ganske... ydmyg. Dit navn dukker i hvert tilfælde op i forbindelse med hjemmesider som the Classic Adventures Solution Archive (CASA) og Magnetic Fields ... og så er der da vist også en lille film-nørd gemt i dig! På hvilket område anser du dig egentlig selv for at være mest nørdet? Og på hvilke område anser dine nærmeste omgivelser dig for at være mest nørdet?

[Jens_Hoppe]

Dit navn dukker i hvert tilfælde op i forbindelse med hjemmesider som the Classic Adventures Solution Archive (CASA)

Ja, det er da rigtigt, jeg faldt også over Jacobs navn for et år eller to siden, da jeg sad og kiggede gamle Infocom adventurespil-walkthroughs, som lå gemt på et glemt hjørne af en gammel harddisk...

[Foppwin]

Hvad med jer andre med børn?

Da min datter var 3 spillede vi carcasonne. Eneste regel vi spillede med var, at brikkerne skulle lægges rigtigt. men der var intet imod, at hendes ridder kunne bo i samme by som min. Det var super hyggeligt, og hun nød at spille et af "mine" spil.

Nu er hun lige blevet 5 og vi er gået i gang med at spille Rat-a-tat-cat og vildkatten.

Rat-a-tat-cat er super spil og kan varmt anbefales. Man skal huske sine 4 kort (hun spiller med 2 åbne og 2 lukket). når man så tror at man har lavest point, så slutter man spillet og tæller points sammen.

Vildkatten er godt hvis man har børn der har for travlt. når man skal finde et billed blandt 380 billeder, så kræver det at man kigger godt efter, og ikke bare scanner i 3 sekunder og siger "jeg kan ikke finde det"

Som udgangspunkt forsøger jeg, at spille spil der passer til deres alder. Der er så mange spil, at det bør være muligt at finde et spil hvor man kan spille efter reglerne. Men har hun løst til at spille et hvor hun ikke kan reglerne, så er der intet vi vejen for at have det sjovt. Børn lærer bedst gennem legen, så lad det være leg hvis man vil gøre dem til brætspillere.

[Gunness]

Som udgangspunkt er jeg selvfølgelig fuldkommen enig i, at det skal være sjovt. Men reglerne er selvfølgelig heller ikke ligegyldige for ligesom der må være et minimum af indlevelse, når man leger, må der også være en ramme omkring det at spille for at man overhovedet kan tale om at man spiller

Jamen bestemt. Pointen med citatet og mit indlæg var blot, at det ikke i første omgang er så vigtigt, hvilke regler der bruges. Bare der er visse rammer. Man kan starte blødt og så fylde regler på hen ad vejen.

Vildkatten er godt hvis man har børn der har for travlt. når man skal finde et billed blandt 380 billeder

Det lyder ganske udfordrende, selv for voksne

[Gunness]

Naturligvis! Min fornemmelse er dog, at din nørdethed slet ikke er begrænset til brætspil - ja, at det måske er et af de områder, hvor du er mindst nørdet! Kan der være noget om det? Din ydmyge samling af brætspil, som du betegner den i din signatur, er jo rent faktisk ganske... ydmyg. Dit navn dukker i hvert tilfælde op i forbindelse med hjemmesider som the Classic Adventures Solution Archive (CASA) og Magnetic Fields ... og så er der da vist også en lille film-nørd gemt i dig! På hvilket område anser du dig egentlig selv for at være mest nørdet? Og på hvilke område anser dine nærmeste omgivelser dig for at være mest nørdet?

Ja, jeg har kastet mig over nørderier i mange retninger, og i forhold til mange andre herinde er jeg jo kuns en ussel wannabe brætnørd Jeg har efterhånden fået barberet mine tids- og pengekrævende hobbies ned til tre, og det er nok én for mange, når der er to små børn i familien. Men jeg kan simpelthen ikke vælge fra, så jeg farer forvildet frem og tilbage som en anden hund med for mange kødben at vælge imellem. Det må der være andre, der kender?

Selv om jeg har spillet i en del år efterhånden, er det først de seneste ca. 4-5 år, at spillene virkelig er kommet til at fylde noget. Samlingen er i mellemtiden gået fra ydmygende til bare ydmyg Men den bliver aldrig stor:
Jeg har ikke pladsen (endnu). Jeg har heller ikke altid pengene. Men mest af alt bliver jeg bare frustreret over at have en masse spil stående, jeg ikke når at spille. Og når man er i en spillegruppe, hvor man dårligt når at høre om nye spil før en eller anden har købt dem (hej Steen! hej Allan!), kan det være en udfordring at bidrage med nyt.

Jeg anses vist mest for at være filmnørd, og det er også der, jeg i al beskedenhed synes, jeg ved noget. Om alle mulige og umulige film, instruktører, skuespillere, fotografer, klippere, filmkomponister etc. etc. På den anden side er det vel næsten kedsommeligt normalt at gå op i film? På den tredje side kan man altid hive et par tyske ekspressionister frem eller et par 50'er-scifi-film frem, og så bliver det heldigvis lidt nørdet igen.
Jeg har samlet på film siden start-90'erne, hvor man måtte bløde 300-400 kr. per film. Mens man var på SU. Hmmm..... det var da vist lidt dumt? Det er i alt fald stadig en dyr hobby, hvilket bl.a. går ud over spillene.
Jeg anmeldte også biofilm en kort overgang, hvilket var ganske sjovt og udfordrende. Men generelt er det en lidt ensom tilværelse at være filmnørd, da de fleste mennesker helst ikke vil se noget, der er mere end 15-20 år gammelt (hej Andrea!) Og for guds skyld da ikke i sort-hvid, for det giver vist bylder. Men min kone udviser endnu engang åbent sind og kan lokkes med til at se alverdens sære og fantastiske ting, inkl. stumfilm.

Men dér hvor nørdetheden slår ud i lys lue, er min adventureside. Jeg har spillet adventures i 25 år, og det kan godt være, at det er mystisk at spille brætspil, men dog ikke helt så sært som at samle på kort og løsninger til tekstadventures til C64, Spectrum, Oric og Amstrad fra midtfirserne. Jeg er faktisk lidt stolt af, hvor nørdet det egentlig er
Det er jo pænt sagt en niche, men der findes på den anden side ikke helt noget andet tilsvarende på nettet, så jeg er i årenes løb kommet i kontakt med bunker af mennesker fra hele verden og har et godt samarbejde med store dele af retrogaming-miljøet. Virkelig mange mennesker med sære interesser! Her slår min kones tolerance i øvrigt ikke helt til, da hun gerne vil have skrottet min C64 og Amiga, men nix!

Jeg synes i øvrigt det er sjovt at lege med hjemmesider, så efter 10 år som statisk site er min adventureside ved at blive dynamisk. Mand, oh mand, det er meget arbejde. Dvs. mindre tid til brættet desværre. Af samme grund har jeg lagt mine Jarre-relaterede projekter, herunder ovennævnte Magnetic Fields samt franskmandens eget site, på hylden sammen med bøger og tegneserier. Der bliver nok tid igen engang

[Larsine]

Hvad med jer andre med børn?

Hej Jacob

Jeg har længe gået og grublet over om jeg kunne stille dig nogle udfordrende spørgsmål, men jeg synes egentligt at andre har klaret det rigtig godt. Men nu blev det så dig der stillede spørgsmålet som jeg blev nødt til at svare på.

Mine tre døtre er nu 10, 13 og 16 år, så der er naturligvis forskel på hvad vi spiller nu, og hvad vi spillede for 13 år siden.

Jeg kan egentligt ikke huske helt hvordan vi startede med at spille med vores børn, men jeg ved at vi specifikit har købt spil der passede til deres spilleniveau, men som også var interessant for os at spille. Det har f.eks. væres spil som Aber på rov, Bombay Bazar, Bug Buddies, Super 5, Hønsefræs, Coco Crazy, Pakke Æslet, Elk Fest, Æselspil, Myretuen, Spøgelser, Hej Grævling, Igel Ärgern, Junior Stratego, The Kids of Catan, Kvikke Krokodiller, Lobo 77, Master Labyrint, Mulvarpe Kompagniet, New York Chase, Noah's Ark, Ludo, Kaste Gris, Regn med Fætter Bjørn, Reiner Knizia's Amazing Flea Circus, Egern i Nød, Sky Runner, Sodavandafabrikken, Sorteper, Spejle Æg og Race.

Det viste sig dog hurtigt at nogle af disse spil ikke var interessant nok til at blive spillet over længere tid (f.eks. Bug Buddies, Pakke Æslet, Æselspil, Junior Stratego, The Kids of Catan, Lobo 77, Noah's Ark), medens de andre sagtens kunne blive spillet i dag, specielt hvis vi får besøg af børn der ikke er vandt til at spille, eller hvis vi bare får lyst (f.eks. Bombay Bazar, Super 5, Hønsefræs, Elk Fest, Igel Ärgern, Reiner Knizia's Amazing Flea Circus og Race.)

Nu om dage køber vi dog kun spil som vi tror er interessante, dvs. det er primært mig der kommer med forslag, som de andre næsten altid bifalder, men jeg går ikke længere efter om det er for børn eller ej.

Til gengæld har vi altid spillet efter reglerne, ingen slinger i valsen her, med mindre vi fandt ud af en regle ødelagde spillet, for så var vi ikke blege for at ændre den, men altså kun for at forbedre spillet, ikke for at gøre det lettere for børnene.

Til gengæld var der forskel på den måde jeg spillede på, ikke at jeg på noget tidspunkt har ladet mine børn vinde med vilje, men jeg har spillet på en måde hvor jeg kun har taget udgangspunkt i hvordan situationen var her og nu, og ikke tænkt flere træk fremad som jeg ellers godt kan finde på. Ligeledes har jeg afholdt mig fra at tælle kort, brikker og point når jeg har spillet med mine børn.

Men det behøves jeg heldigvis ikke tænke på længere, da de alle tre har nået et niveau hvor man skal give dem al den modstand de overhovedet kan få.

Så når de har vundet deres gule T-shirts på Viking-Con, ved jeg at det er helt fortjent, og hvis der har siddet nogle modspillere og holdt sig selv tilbage fordi mine børn har spillet mod dem, ja så føler jeg altså ikke med dem.

Jeg er ret glad for at jeg har fået "fremavlet" nogle børn der er glad og kompetente brætspillere, og jeg spiller lige så gerne mod dem, som jeg spiller mod nogen som helst andre.

Lars

[Foppwin]

Hej Jacob,

Jeg var stor adventurefan i starten af 90'erne, min største adventure oplevelse var med Darkseeds. Du kender det sikkert, men jeg har smidt dig et youtube link som man kan sidde og smile genkendende til.

fra wikipedia: In 2006 Gametrailers.com named it the seventh scariest game of all time

http://www.youtube.com/watch?v=3SOIYVRBonM

[Gunness]

Jojo, jeg har skam spillet det igennem på Amiga og prøvede det igen for et par år siden. Meget stemningsfuldt, men også alt for svært, da der er mange tilfælde af at være det rette sted på rette tidspunkt, hvis spillet ikke skal være uløseligt. Men bestemt et kig værd

Derudover har jeg mest spillet tekstadventures og gør det egentlig også stadig, jf. Jens' Infocom-reference. Fremragende spil, der holder 100% den dag i dag.

[Frouvne]

[...] Jeg anses vist mest for at være filmnørd, og det er også der, jeg i al beskedenhed synes, jeg ved noget. Om alle mulige og umulige film, instruktører, skuespillere, fotografer, klippere, filmkomponister etc. etc. På den anden side er det vel næsten kedsommeligt normalt at gå op i film? På den tredje side kan man altid hive et par tyske ekspressionister frem eller et par 50'er-scifi-film frem, og så bliver det heldigvis lidt nørdet igen. [...]

Det er rart at vide, hvor man skal gå hen og blive inspireret, når man en gang kan begynde at gå i byen igen. Vi havde nogle år, hvor vi jævnligt frekventerede Filmhuset, men det gik sjovt nok pludselig i stå, da vi fik barn...

[...] Men dér hvor nørdetheden slår ud i lys lue, er min adventureside. Jeg har spillet adventures i 25 år, og det kan godt være, at det er mystisk at spille brætspil, men dog ikke helt så sært som at samle på kort og løsninger til tekstadventures til C64, Spectrum, Oric og Amstrad fra midtfirserne. Jeg er faktisk lidt stolt af, hvor nørdet det egentlig er [...]

Ja, så begynder nørden i dig langsomt at komme frem! Det var jo den gang, der virkelig var computere til! Jeg brændte også nogle år af på den konto. Adventurespil kom dog aldrig til at sige mig noget særligt. Den gnist af interesse, der trods alt var for den genre blev kvalt af ørkesløs vandring i spil, hvor jeg syntes jeg konstant modtog ubegavede svar. Formentlig var det besvarelser på næsten lige så tåbelige input fra min side - men både hvad angik størrelsen af ordforråd og forståelse af elementær sætningsforståelse havde programmerne endnu plads til forbedringer. Til gengæld var der endnu tale om computere, hvor man som autodidakt havde mulighed for at udfolde sig båd når det gjaldt soft- og hardware. Det var år med maskinkodeprogrammering og loddekolbe og printplader indenfor rækkevidde! Det var tider! Og selvfølgelig har jeg da også stadig min C64 og den bliver da også luftet ved sjældne lejligheder. F.eks. er min søn foreviget på et billede fra han er 4 måneder gammel med mit gamle Arcade-joystick i hånden foran en tv-skærm. Det mest fascinerende for mig er, at jeg faktisk stadig syntes at en del af spillene fra den tid er værd at bruge en aften på, hvis selskabet er det rette. Spiller du stadig spillene på de originale maskiner eller via emulatorer?

[...] Der bliver nok tid igen engang

Sådan tænker jeg også alt for ofte! Gid vi får ret!

[Gunness]

Tak for indlægget, Lars - ja, der er jo forskellige måder at gøre det på, men det er da fedt, at du har haft succes

Film:
Mht. film, så plager jeg altid gerne mine omgivelser med div. mesterværker, de partout bør se. Jeg er selv tidligere kommet meget i Filmhuset, men efterhånden som hjemmebiografen er blevet udbygget og man kan få en flot restaureret film til menneskepenge, sker det ikke så tit. Det samme gør sig nu også gældende med alm. biograf: 100-120 kr. for en Blu-Ray eller 150-160 kr. for to bifbilletter + børnepasning + teenagere, der ikke kan holde kæft + en ofte noget slidt filmkopi. Valget er ikke altid så svært. Men nogle gange er det fedt at komme afsted, og man kan jo sagtens gå i biografen på skift

Adventures og gamle computere:
Jovist, computerbranchen med EEPROMS og loddekolber var sjovere i gamle dage Adventurespillene var ofte ganske primitive, som konsekvens af maskinernes og programmørernes begrænsninger. Lige som med så mange andre spil fra de glade 80'ere er der ufatteligt meget skrammel iblandt. Men de dygtige programmører kunne sagtens presse en simpel 64K-maskine til imponerende ydelser, og så var der en enorm pionérånd og evne til at lade kreativiteten flyde frit, uden at skulle tænke på millionbudgetter. I forhold til øvrige spiltyper synes jeg, at tekstspillene er dem, der holder bedst i dag, da de lever og ånder med spillerens fantasi. Genren findes i øvrigt stadig, og de bedste af spillene fra dengang og nu er som at læse en rigtig god bog. Hvor man bare selv får lov til at tage valg. Prøv fx. Jigsaw eller, i den nemmere afdeling, A Change in the Weather. Begge kan spilles direkte i browseren. Og flere forslag gives meget gerne

Men jeg spiller også alm. action/arcadespil - mest via emulator, selv om min aldrende brødkasse bliver slæbt frem en sjælden gang og får et lille kram Emulatorerne gør det bare så meget nemmere, ikke mindst, at man ind imellem kan gemme sine spil, for save-funktion var ikke just standard. Og nu var det jo heller ikke alle spil, der var testet lige grundigt, så sværhedsgraden havde det med at være grotesk høj ind imellem.

Gamebase-projektet gør, at jeg i dag kan spille spil på godt 20 forskellige formater, blot med et par klik med en mus. Det er absurd nemt, og så kan man jo lege med alle de maskiner, man aldrig kom i nærheden af for 25 år siden (Dragon/Oric/BBC/MSX mv. mv.). Eneste luksusproblem er, at der er over 50.000 spil, så hvor skal man starte?

Faktisk får jeg stor set ikke spillet moderne pc-spil længere. De er for store og tunge. Fx. fik jeg Fallout 3 og spillede det i måske 10 timer. Fantastisk spil. Men så var der en periode på 2-3 uger, hvor jeg ikke havde tid, og da jeg skulle i gang igen, tænkte jeg: "hmmm.... hvilken en af de 7 missioner er jeg nu i gang med lige nu, hvilken af mine 3 sider med skills bruger jeg til at snige mig forbi vagten, og hvordan er det nu, at man laver rullefald, mens man kaster en granat?". Og så går det i stå. Det gør det, hver gang, jeg har kastet mig over et stort spil. Tiden er bare ikke til det. Så hellere en time med Wizball, The Last Ninja eller Paradroid, og så kan man slukke igen.

Jeg har prøvet at spille med min datter, men hun syntes bare, at det var grimt. Utaknemmelige unge!!

Er der andre end herr forumejer og jeg, der spiller gamle kagespil?

[Frouvne]

[...] 4: Har du designet egne spil? Hvis ja, så fortæl gerne mere herom...
Ikke noget jeg vil stå ved Jeg ville nok også være bedre til tema end til mekanisme. Jeg synes fx., at verden fortjener et godt Lawrence of Arabia-spil, men jeg kunne ikke designe det. [...]

Du bliver næsten nødt til at uddybe dette. Hvad er det ved Lawrence of Arabia der gør den burde blive gjort til et brætspil? Har du nogle ideer om hvilken type spil, der skulle være tale om og nogle ideer til tema og mekanisme, der om ikke andet kunne sætte andre i gang med at fuldføre projektet?