GermanGames.dk

Jeg var forbi en kammerat i forgårs og introducere ham til Earth. Når man først ved, hvad man kan på sin tur, flyder spillet virkelig let, og der er mange taktiske overvejelser.
Vi rundede af med to gange Spirits of the Forest. Grundspillet er lidt til den simple side, men med et par udvidelsesmoduler smidt oven i bliver det en udmærket filler.

Frouvne wrote: ↑Mon Mar 20, 2023 2:14 pm Så kom Darwin's Journey...

Det er jeg spændt på at høre om. Jeg har været med på fire af Thundergryphs projekter, og man må i hvert fald give dem, at de mestrer at give spil table presence. Jeg synes ikke altid, at indholdet i spillene har kunnet følge med, og DJ så meget ambitiøst og også en smule uoverskueligt ud.

^Det er ikke så sært, at det minder en del om Blood Rage og Rising Sun, da alle tre spil har samme designer og er del af en (lidt løs) trilogi.
Jeg har desværre ikke prøvet Ankh endnu, men det er mit indtryk, at folk generelt synes, at det er det svageste af de tre. BR er mere rendyrket dudes on a map, mens Rising Sun er forhandling og bluf og kræver flere spillere for, at det er sjovt.

Earth kom på bordet igen i går, da der var spilleaften i vores boligforening. Der er potentiale for nogle virkeligt effektive combo'er, og samtidig er man nødt til at holde øje med sine medspillere, så man ikke hjælper dem for meget ved at vælge en specifik handling. Absolut en god investering.

For nogle dage siden havde jeg en kammerat på besøg, der gerne ville prøve Brass: Lancashire, og min søn, der har prøvet det én gang før, ville gerne spille med. Det var en sjov oplevelse for alle. Der blev sukket og stønnet og argh!'et rundt om bordet, når folk ikke kunne få deres planer til at gå op, eller en ondsindet modspiller satte sig på en forbindelse, man lige havde udset set. Vi endte meget tæt. Jeg burde nok give Birmingham nogle flere forsøg, men det er svært, når originalspillet gør det så godt.

I lørdags kiggede vores kommende Djengis Con-værter, Brian og Eva, forbi. Vi lagde ud med Wonderland's War, hvor jeg vanen tro klarede mig elendigt. En eller anden dag finder jeg nok ud af, hvad jeg gør galt Skidt pyt, folk hyggede sig godt med spillet.


Bagefter var vores dreng med til at afprøve Earth, der lige er landet fra Kickstarter. Det er en klassisk engine builder om at konstruere det bedst mulige økosystem, men med simultane handlinger - så når en spiller vælger en action, får de andre spillere adgang til samme action bare i en svagere udgave. Det er måske ikke voldsomt tematisk, men det er hurtigt, taktisk og pænt at se på. What's not to like?

1. april kommer tidligt i år?


Inden for film og tv har man udtrykket "jumping the shark", hvor en serie/franchise er ramt af kreativt bankerot og nye tiltag er så absurde, at man ikke helt kan tage det seriøst længere. Måske brætspillene har fået deres egen variant nu?

Earth, der har fået sindssyg flotte karakterer på bl.a. The Dice Tower, landede i dag. Så må jeg se, om det kan noget.

I weekenden fik vi både lørdag og søndag Aeon Trespass: Odyssey på bordet - eller rettere, det blev stående hele weekenden, for der er en del arbejde i op- og nedtagning.
Det må være det spil i min KS-samling, hvor der er mest valuta for pengene. Holy moly, hvor er der meget indhold! Hvis spillet er sjovt, er der utroligt mange timers underholdning at hente til en overordentlig pris. Hvis det er sjovt. Ellers er det bare meget stort hyldefyld.

Men vi er langsomt ved at få bedre greb om det. Vi satte fra land på Kreta efter at være blevet sat på en mission af en lokal prinsesse. Vi er nået at blive lidt mere venner med en gruppering, lidt mindre med en anden, komme op at slås med en flok udstødte unge, samle ressourcer til en masse dejlige våben - og så have et stort, komplekst opgør med et mangearmet gigamonster, hvor vi huggede nogle hænder af og selv havde fornøjelsen af at blive kastet gennem en søjle eller to.

Det er alt for meget. Der er fjollet mange regler og komponenter at holde styr på. Kort og tokens breder sig ud bordet som en anden mytologisk syndflod.

Men det er også vildt fedt. Skrivestilen er gennemført. Der lader til at være valg, der gør en reel forskel for den drejning, historien tager. Kampene er voldsomme, og med mange taktiske muligheder. Der har været skrevet meget om spillets kampsystem på forhånd, og det lever op til forventningerne.
Centralt er den såkaldte Triskelion:

Din Rage stiger, jo flere gange du kæmper - og den låser efterhånden op for forskellige bonusser, du bl.a. kan give til næste spiller
Din Fate stiger, hvor gang du slår terninger om - gør du det for tit, bliver monstrenes angreb voldsommere.
Din Danger stiger, når du bliver såret - men jo tættere du er på at dø, desto voldsommere angreb kan du lave.

Det er simpelthen drøngodt tænkt. Kampene bliver stadigt voldsommere og mere taktisk interessante, efterhånden som dit liv ebber ud. Men stiger nogen af værdierne for meget, er det godnat - så det skal balanceres.
Ja, jeg er lidt forelsket

Men om vi på den lange bane kan finde tiden til at komme bare halvvejs i mål.... det må jeg blive klogere på hen ad vejen.

Så gik februar:
Dead Reckoning - 1
Flick 'em Up!: Dead of Winter - 1
King of Tokyo - 1
Micro City (Second Edition) - 1
Museum - 1
Outlive - 1
Terraforming Mars - 1
Western Legends - 1

Ikke en af de gode måneder, men vi havde en fantastisk lørdag med at spille Western Legends, så det må blive månedens oplevelse for mit vedkommende.

Så må det vist være på tide med en dugfrisk tråd

I dag ankom Mosaic: A Story of Civilization, seneste spil fra Glenn Drover. Jeg har heldigvis valgt den "lille" Kickstarter-udgave, for den er sgu rigeligt stor. Jeg er spændt på, hvordan det fungerer i praksis.

Maibritt og jeg havde Micro City med på en sviptur til Tyskland, og det gjorde sig fint på et lille hotelværelse med et endnu mindre bord.

Mandag stod den på Flick'em Up! Dead of Winter, som jeg havde lånt på biblioteket og vores yngste gerne ville prøve. Jeg synes nok, at det er en smule sjovere end originalspillet, men jeg havde komplet glemt hvor fiddly det er at stille op. Det her er endnu mere, fordi der er et stort zombietårn a la et dice tower, der skal sættes ud de fleste runder.

Og i går havde vi gamingaften i beboerforeningen, hvor jeg fik spillet to ting. Jeg var meget tæt på at ramme registreret spil nr. 3.000, og det kunne jo være sjovt, hvis jubilæumsspillet var noget lidt specielt. Jeg ved ikke just, om om kan kalde Museum noget specielt. Superflot, men ikke så ophidsende set collection-spil, men i det mindste var det mere specielt end King of Tokyo (#2.999)

Fik CloudAge foræret i går. Tilsyneladende ikke Pfisters bedste, men det skal da prøves.

Vengeful Games havde tilbud på en række ting, så ud over et par billige Folded Space-inserts dumpede Chronicles of Crime: 1400 og Lawyer Up + to udvidelser ned i kurven.
Jeg har ikke været vildt begejstret for det oprindelige CoC, men det var primært pga. skrivestilen. Jeg håber, at den er bedre i 1400-udgaven. Desuden er min datter meget begejstret for spillet, så hun skal nok få noget sjov ud af det.

Nu kommer T&E snart igen i en opdateret udgave - det er et design, der i særklasse har vist sin langtidsholdbarhed. Men det er alligevel vildt, at et otte timers (!) krigsspil havde førstepladsen på BGG i et halvt år. At det stadig er lige uden for top 200 må siges at være imponerende, når man ser, hvordan brætspilsmarkedet har ændret sig siden da.
Det glæder mig dog utroligt, at noget så "tørt" og visuelt uinspirerende som Twilight Struggle alligevel holdt sig på toppen i fem år, og at det stadig ligger nr. 14.