GermanGames.dk

Vi er jo allerede godt i gang med måneden, så der skulle være håb for, at der er nogen, der allerede har et par spiloplevelser med i bagagen!

Har fået spillet Flee fra Friese med to forskellige sæt spillere. Det presser jeg nok ikke meget på for skal spilles igen.
Azul er jo altid et hyggeligt puzzle ...
så har jeg endelig fået ‘The Ravens of ... noget’ på bordet igen.
.... og den helt gode oplevelse...
Pandemic - Fall of Rome!
Sidstnævnte med gemalen og tror, at vi begge glæder os til at prøve igen.

Fruen og jeg spillede igen Great Western Trail i går. Efter at have det til at samle støv i næsten et år, har vi nu spillet det tre gange på kort tid, så det lover jo ok for fremtiden.

For nogle dage siden forsøgte jeg mig med Auztralia som 2-mands spil, men det var altså en tam omgang. Generelt oplever jeg heller ikke monstrene som så stor en trussel, som jeg havde regnet med, men det betyder bare, at de mere er en gene end en egentlig forhindring.
Ved samme lejlighed fik jeg prøvet Island of El Dorado - og forvisset mig om, at det nok var meget klogt, at jeg ikke hoppede på Kickstarter #2 med udvidelse. Men flot er det da.

Som anført i en anden tråd, så får jeg for tiden dagligt rutinebank i Aton, som vel nærmest må betegnes som en superstram abstrakt area-control sag...

Det ærger mig voldsomt, at jeg ikke kan gennemskue, hvorfor jeg øjensynlig stinker til det spil, men det er så kort, at jeg har sat mig for at blive bedre gennem daglige ydmygelser, så længe datteren gider.

Jeg har ikke spillet supermeget i december, men sidste tirsdag fik vi prøvet AuZtralia - to gange endda. Begge spil var med fire personer, og jeg kan roligt sige, at vi ikke fandt monstrene for nemme: Begge spil endte nemlig med at en spiller fik sin havn rendt over ende af en shoggoth, og i begge tilfælde endte spillet dermed så tilpas tidligt, at monstrene (og dermed spillet) endte med en stor sejr.

Bortset fra ham spilleren med havnen var vi alle godt underholdt. Selvom spillet lidt ligner Martin Wallace's sædvanlige økonomispil med ressourcer og jernbaner, føles det noget lettere, og ikke mindst tilfældighederne omkring kamp gør, at man nok ikke skal tage det for mere end det er - et hyggeligt slå-på-monstrene spil.

^Så længe spillerne bare udfordrer monstrene i god tid og nedefra og op i level og hex-nummer, synes jeg, at de var ret overkommelige at have med at gøre. Min største skuffelse er næsten, at der så ofte ikke sker noget med dem, fordi der ikke er nogen "afslørede" fremme på brættet. Men ja, hvis de først er gået i gang med at guffe farms, kan de være svære at slippe af med

Hvad var dommen over det nye Azul?

Indtil nu har december været en rimelig måned. Den blev indledt med solo-spillet Deep Space D-6, som jeg netop havde modtaget i den nye kickstarter-udgave. Et spil med terninger, hvor man skal forsvare sit rumskib mod angribende rumfartøjer. Det fungerede overraskende godt. Jeg syntes ofte det kan være svært at få et solo-spil til at fungere for mig på en sådan måde, at jeg føler mig godt underholdt. Og det gjorde jeg ihvert tilfælde her. Det tænker jeg, at jeg kommer til at vende tilbage til.

Jeg havde foræret min bror mit eksemplar af Ave Caesar, da jeg i min samling havde erstattet det med Q-Jet 21xx. Jeg introducerede dem derfor for Q-Jet 21xx, da det var det vi havde ved hånden og det illustrerede fint hvorfor det er et spil, jeg syntes er yderst elegant. Kun jeg nåede over målstregen, hvilket jeg tror, de godt kunne se hvor meget tilføjer til den tension, der præger spillet. Og så i øvrigt fedt med et spil, der næsten kun bliver sjovere jo flere der er med.

Der har naturligvis også været plads til en passende mængde spil for børn og barnlige sjæle: Rory's Story Cubes: Voyages, Können Schweine fliegen? og Finders keepers!

Grundet en aflysning til den ugentlige spilaften blev der igen mulighed for at spille Hannibal & Hamilcar. Det var fedt at få det på bordet igen så kort tid efter det var fremme sidst. Jeg syntes, det var endnu mere interessant end sidst, men må erkende, at jeg stadig famler mig frem. Jeg må få taget mig sammen til at gennemlæse reglerne igen og så i øvrigt få spillet på bordet endnu en gang! Fedt spil!

Helle og jeg fik spillet Fast Forward: FLEE tre gange i træk efter at hun havde haft det på bordet med sin spillegruppe. For mig var det langt mere interessant end Fast Forward: FORTRESS, som vi tidligere har haft på bordet. Men det får nok begrænset levetid hos os - om ikke andet fordi Helle åbenbart brød sig mindre om det end jeg gjorde.

Helle og jeg havde The Ravens of Thri Sahashri fremme igen i går. Det har vi snart spillet 150 gange og det er stadig lige interessant. Man kan dog tydeligt mærke, når vi som denne gang har været væk fra det i en periode.

Forleden havde vi Pandemic: Fall of Rome fremme og det kom så frem igen i aften, til den ugentlige spilaften. Det er nok den mest interessante variant jeg endnu har prøvet. Og jeg har såmænd været begejstret flere gange før. Pandemic: Fall of Rome byder på en gang på mange genkendelige til fra Pandemic og er samtidig væsentligt forskellig på nogle punkter, der gør det nyt og interessant. Absolut anbefalelsesværdigt! Aftenen blev afsluttet med et par runder Timeline med juletema, som vi fik foræret for nogle år siden

Gunness wrote: ↑Tue Dec 18, 2018 5:04 pmHvad var dommen over det nye Azul?

Jeg synes det er velfungerende og sjovt. Reglerne for placering & scoring af de brikker man drafter er noget mere komplicerede end i det originale Azul, og spillet virker i det hele taget noget tungere og med mere at tænke over.

Men jeg synes at originaludgaven er pænere og mekanisk mere "elegant". Den er mere, hvadskalmankaldedet, zen-agtig. Så mens jeg har spillet det originale Azul langt over 100 gange, fordi det har den-der meditative kvalitet, tror jeg ikke Sintra får lige så lang tid på bordet...

Gunness wrote: ↑Tue Dec 18, 2018 5:04 pm ^Så længe spillerne bare udfordrer monstrene i god tid og nedefra og op i level og hex-nummer, synes jeg, at de var ret overkommelige at have med at gøre.

Sig det til ham, hvis havn blev nakket af shoggothen (to gange!) I første spil var vi ikke gode til at agere proaktivt, og byggede egentlig bare infrastruktur mens vi ventede på at monstrene skulle vågne. Det gav en del problemer... Men belært af det byggede vi alle i andet spil en del militær, og begyndte systematisk at angribe monstrene i de lavest-nummererede felter. Vi havde meget bedre styr på dem i andet spil, men det krævede ikke andet end et hurtigt monster og en uheldig kamp eller to, før vi var på hælene.

Jeg tror også, det har noget at gøre med hvor meget spillerne samarbejder. Vi spillede ret egoistisk: Et nemt monster vil man gerne være med til at slå på for at få del i pointene, men hvis en spiller har problemer med et monster, som tur efter tur bare guffer farms i sig, er der måske heller ikke nogen grund til at stoppe den proces. Vi var sågar ude i at sende luftskibs-angrebsstyrker over i den anden ende af brættet for lige at "prikke" til et sovende level 3 monster, som derefter kunne gå amok på den stakkels spiller der tilfældigvis havde bygget farms i nærheden, og som måske havde troet, at han havde mere tid til at bygge sine styrker op.

Så måske det er et spørgsmål om balance, og om at se monstrene ikke som noget man er sammen om at udrydde, men snarere som en slags aktiver man kan bruge mod de andre spillere...?

I går i KBK spillede vi Pandemic: Fall of Rome. Jeg er personligt sådan lidt "ho-hum" i forhold til det almindelige Pandemic, som jo på den ene side er mekanisk yderst velfungerende, men som jeg også synes er lidt tørt og kedeligt.

Men Fall of Rome var meget mere mig! Jeg kunne bedre forholde mig til temaet, og de mekaniske nyskabelser var med til at gøre oplevelsen til en helt anden, selvom man selvfølgelig ikke er i tvivl om at man har med en Pandemic-variant at gøre.

To ting skiller sig ud: Dels de nye regler for hvordan barbarerne placeres i forbindelse med invasioner, hvor de langsomt (eller nogle gange ret hurtigt!) breder sig ud over brættet fra deres hjemland. Den anden nye, "sjove" regel er indførslen af legioner som er nødvendige for at bekæmpe barbar-kuberne - og brugene af terninger i kampene! Disse tiltag fungerer glimrende, både mekanisk og tematisk.

Vi spillede tre spil, og udfra devicen om at coop-spil ikke skal være for nemme, spillede vi naturligvis på højeste sværhedsgrad i alle spil. Det blev da også til tre nederlag, men i de to sidste spil var vi meget, meget tæt på begge gange...

Men det var rigtigt sjovt. Det bliver ikke sidste gang, jeg spiller Pandemic: Fall of Rome.

I mandags spillede gruppen 6-personers Viticulture med udvidelser - det var ikke udpræget godt. 6 personer er for mange, med alt for meget nedetid, slet ikke sjovt.

Gunness wrote: ↑Tue Dec 18, 2018 5:04 pm ^Så længe spillerne bare udfordrer monstrene i god tid og nedefra og op i level og hex-nummer, synes jeg, at de var ret overkommelige at have med at gøre.

Hvorfor hjælper det at tage dem nedefra i hex-nummer?
Hvis spillerne aktivt går efter at angribe uvendte monstre på de lave hex-numre, vil det så ikke bare betyde at man hurtigere når frem til at et level 2 eller 3-monster bliver vendt af event-kort?
Hvis man skulle spekulere i det*, er det så ikke bedre at starte med at angribe de uvendte level 1-monstre der har hex-numre i 20'erne og kun angribe de lave hex-numre-monstre når de er blevet vendt?

*Jeg tvivler dog på at det er det værd så tilfældigt som spillet er.
(Ja, det var mig der blev overfaldet af Shoggoths).

Bostrup wrote: ↑Wed Dec 19, 2018 7:14 pm

Gunness wrote: ↑Tue Dec 18, 2018 5:04 pm ^Så længe spillerne bare udfordrer monstrene i god tid og nedefra og op i level og hex-nummer, synes jeg, at de var ret overkommelige at have med at gøre.

Hvorfor hjælper det at tage dem nedefra i hex-nummer?

Fordi så har man bedre tid til at bygge sit militær op (starter med de letteste modstandere), og der er større afstand til farmene, som man vel i udgangspunktet bygger så tæt på kysten som muligt.
Det har virket for os.

Jeg har glemt at fortælle om, hvad jeg har spillet de seneste måneder, men nu hvor forummet er oppe igen, kan jeg afsløre, at gemalen og jeg fik afprøvet Cthulhu Realms sidste weekend (hvilket sikkert ikke kan overraske nogen). Det viste sig at være en udmærket lille deck building spil (med fantastisk tema ). Det skal vi helt sikkert have frem igen.

I går fik jeg endelig selv prøvet Dice Throne season 2. Min Gunslinger mødte the Huntress over to spil, og blev flået i stykker af hende. Kan godt forstå folk synes det er et fedt spil. Begge spil var lige og det går stærkt. Kan godt lide blandingen af kort og terninger og den måde en runde fungerer på

Det skal spilles meget mere i 2019