Forhandlinger i brætspil

[Frouvne]

Er du til forhandlinger i brætspil? Opsøger du selv forhandlingsspil som Diplomacy, A Game of Thrones m.fl.? Og hvordan har du det med hvis dine medspillere lægger et forhandlingselement ind i spil, hvor der ikke umiddelbart er lagt op til det som i f.eks. Carcassonne?

[Mik]

Jeg er rigtig dårlig til at forhandle. Derfor spiller jeg heller aldrig den slags spil

[Robert]

Jeg har det generelt dårligt med den slags spil. I hvert fald dem hvor formålet er at snyde de andre på det rigtige tidspunkt (love noget, gøre noget andet). Det har jeg det simpelthen ikke godt med.

[Sir William]

Elsker at "forhandle" under spil, f.eks få andre til at gøre noget som så gavner mig.

De fleste spil åbner op for sådanne muligheder, altså man forsøger at få folk til at gøre noget for en til gengæld for noget andet. Hvis det ikke er en del af spillets koncept, skal det selvfølgelig ske åbenlyst. De spil hvor folk tager en "rygepause" for i samme åndedrag laver planer er derimod unfair. Dog ender det op med at være åbenlyst at det er sket.

Spil som Settlers of Catan, Endeavor og andre spil sker der vell ubevidst forhandlinger, hvor man med en kommentar påvirker en anden persons handling.

Nu har jeg kun prøvet Game of Thrones en gang og elskede konceptet med, at man laver aftale både åbenlyst og i det skjulte. Giver noget ekstra og noget uforudsigeligt til spillet.

Af samme grund kunne jeg godt tænke mig at prøve Diplomacy.

[Andrea]

Jeg spiller aldrig forhandlingsspil - ofte fordi det indebærer backstabberi, og det gider jeg ikke, når jeg spiller brætspil. Har jeg lyst til intriger og forræderi, spiller jeg bordrollespil eller liverollespil i stedet.

[Larsine]

Jeg elsker forhandlingsspil, også selvom jeg ikke er specielt gode til dem. I 80'erne var der ikke noget bedre end at spille Risk, Diplomacy, Titan eller Junta, og helst noget der skulle vare 4+ timer. Alternativet var selvfølgelig at sidde og rykke rundt med en masse små fedtede brikker på et bræt fyldt med hex-felter, og slå terninger som blev checket på en CRT. Men så skete der noget... der kom nye spil der havde samme, eller højere, underholdningsværdi, uden at nogle spillere skulle forlade spillet, og uden at nogle spillere skulle sidde i 3 timer med to brikker i Mongoliet eller Paris.

Spillene har ændrede sig, og efter min mening til det bedre, eller måske er det mig der har ændret mig. Jeg spiller gerne spil hvor der er forhandlinger, men ikke spil der tager 4+ timer, og det udelukker de fleste af de gode gamle forhandlingsspil, og en del af de nye.

Jeg er aldrig blevet fanget af nogle af de nye udgaver af Risk, Warrior Knights, Titan eller mange andre forsøg på at genoplive gamle klassikere, og nye spil som Game of Thrones har heller ikke formået at fange mig. Jeg tror at det primært er spiltiden, men måske er det konflikten, eller noget helt tredie.

Jeg elsker spil som The Resistance (og Avalon) sp det er vel ikek forhandlingsdelen der afskrækker mig.

Jeg har det også fint med at der bliver forhandlet i handelsspil som Bohnanza, eller konfliktspil som Small World, men hvis man første begynder at forhandle i Carcassonne, Ticket to Ride eller San Juan så synes jeg det sjove stopper.

[Larsine]

Jeg spiller aldrig forhandlingsspil - ofte fordi det indebærer backstabberi, og det gider jeg ikke, når jeg spiller brætspil. Har jeg lyst til intriger og forræderi, spiller jeg bordrollespil eller liverollespil i stedet.

Jeg hader til gengæld rollespil med intriger og forræderi mellem spillerne. Det er ødelæggende for stemningen hvis en spiller fremhæver sig selv ved at slå de andre ihjel, eller på anden måde fremture på bekostning af de andre spillere.

Det er helt fint for one-shots, som kan være bygget op over dette koncept, men når en spiller forråder min spil-person, som jeg har brugt lang tid på at spille og opbygge, så er det faktisk ikke spor sjovt.

Brætspil er over på et par timer, så der kan vi jo bare tage et nyt. I rollespil skal jeg første lave min nye spilperson, han skal introduceres i kampagnen, og derefter skal hans spilles. Hvis det ødelægges af en psykotisk massemorder allerede under første spilaften, så er det slet ikke sjovt.

[Sir William]

Men alle spil, hvor der indgår så som vælge en brik, tage et kort eller blokere et område, vil der vel altid være en form for forhandling folk i mellem.

Enten ved at man forsøger, at påvirke andres beslutning som en konsekvens af at man kan se noget som kan rykke magtbalancen eller fordi der er en mulighed som man gerne selv vil opnå, hvorved man retter fokus på en anden mulighed.

Eller når folk stønner, ærgrer sig eller andet verbalt udfald, så kan det vel også ske for at få folk til at gøre noget, fordi de tror det skader modparten.

Så i mange spil sker der vel forhandlinger ubevidst men også bevidst uden at det intentionen.

Det er vel det psykologiske element i spil! For forhandlinger er vel reelt bare handlinger for at få folk til at gøre noget som gavner en selv mest muligt.

[BACON!]

Jeg har tre krav før som jeg foretrækker er opfyldt før jeg spiller et spil hvor man kan dolke hinanden i ryggen. Kun det ene er et krav til spillet, og er sådan set bare at forhandlings typen passer til spillet. Krav nr. 2 er at alle kender reglerne for forhandlingen og nr. 3 er at alle spillere kan lide at forhandle inden for spillets rammer. De to sidste krav er egentlig vigtigere for mig, især nr. 2, fordi de forhindrer at spillet eller stemningen går hen og bliver ødelagt af en spiller som brokker sig over at folk ikke holder hvad de lover.

Et godt eksempel er Game of Thrones spillet. Sidst jeg spillede det lavede alle alliancer og lovede alverdens ting, bare for at dolke hinanden 2 minutter senere. Det passer absolut til spillets tema, og fordi alle spillere havde samme opfattelse af hvad der var tilladt var det et rigtig glimrende spil.
Omvendt har jeg også oplevet at en spiller har ødelagt spillet fuldstændigt for en anden, udelukkende som hævn for at den første spiller ikke gjorde hvad han havde lovet. Det passer så også fint ind i temaet, men det er nu ærgerligt at være låst ude af spillet i ~3 timer bare fordi en anden er sur.

[Larsine]

Omvendt har jeg også oplevet at en spiller har ødelagt spillet fuldstændigt for en anden, udelukkende som hævn for at den første spiller ikke gjorde hvad han havde lovet. Det passer så også fint ind i temaet, men det er nu ærgerligt at være låst ude af spillet i ~3 timer bare fordi en anden er sur.

I midt sidste spil GoT, var der en spiller som havde mulighed for at angribe mig i ryggen. Jeg påpegede dette, og sagde at hvis han gjorde det ville jeg bruge resten af spillet på at slå igen, koste hvad det ville. Det var ikke fordi jeg var sur, det var blot for at sikre mig at han var klar over konsekvenserne. Han angreb, jeg vendte mig om og et par ture senere var han ude af spillet. 2½ time senede måtte jeg så nøjes med en 2. plads.

Personligt synes jeg det var trist at han skulle sidde ude i 2½ time, men der var jo ingen i spillet der ikke var klar over konsekvenserne.

Derfor egner sådanne spil (GoT & Diplomacy) sig bedst til Pbem, eller steder hvor der er mulighed for at spille noget andet når man er blevet slået ud.

[BACON!]

Jeg ser som sådan heller ikke noget problem med det, problemet da jeg spillede var nok at ham der ødelagde det for den anden er kendt for at sige noget i retning af "nu ødelægger jeg det for jer andre" når tingene går mod ham. Og så gør han lige nøjagtig det på alle måder han kan, om det er rule lawyering eller hvad er lige meget for ham.
Min pointe er vel egentlig bare at fornøjelsen ved den slags spil afhænger meget af hvem man spiller med, i endnu højere grad end sædvanlig.

[Jens_Hoppe]

Jeg har spillet mange forhandlingsspil (inkl. et hav af spil Diplomacy, både ftf og pbm), men det er længe siden, og jeg tror jeg har lidt mistet lysten til den slags, omend det lige så meget er graden af direkte konfrontation, som den egentlige forhandling jeg er blevet lidt træt af.

Som med alle spil kræver forhandlingsspil en slags implicit kontrakt spillerne imellem: Typisk er alle implicit enige om at skulle have det sjovt, og at alle spiller for at vinde - er der ikke den enighed spillerne imellem bryder de fleste spil sammen. Men med forhandlingsspil skal der endnu mere til: Der skal være enighed om at det er OK at lyve, OK at opføre sig forkasteligt, og at folk skal lade være med at blive sure over spillet. Og det er ikke altid lige nemt (jeg har i hvert fald set folk være uvenner i ugevis over et spil Diplomacy)...

Personligt synes jeg det var trist at han skulle sidde ude i 2½ time, men der var jo ingen i spillet der ikke var klar over konsekvenserne.

Player elimination er et separat, men også spændende aspekt af brætspil. Personligt synes jeg at PE ofte får mere kritik end det fortjener: For selvfølgelig er det ikke specielt morsomt at blive slået ud af et spil, i særdeleshed hvis man ikke har andet at tage sig til, men alternativet er heller ikke altid særligt godt, hvis man alligevel reelt er uden vinderchancer. Og PE giver alt andet lige en form for drama i et spil, som det er svært at simulere på anden vis: Et spil som Titan ville f.eks. slet ikke være det samme uden PE - folk blive slået ud, mens de tilbageværende vokser sig stærkere og stærkere, indtil slutspillets dramatiske klimaks.

[Mik]

Spillereliminering er nok en anden tråd værdig, så min mening om det vil jeg vente med til Frouvnes næste tråd.

Flere har nævnt hævntogter, og det mener jeg heller ikke har noget med emnet at gøre. Folk kan gå grassat i alle spil hvor det er muligt at træffe beslutninger. Endnu et emne for Frouvne.

Ingen af disse emner har noget at gøre med min egen uvilje imod forhandlinger.

[Deus]

Jeg ELSKER forhandlingsspil! Faktisk er det min #1 dope, når vi holder spilleaftener.

Spil som Diplomacy (som jeg desværre aldrig får spillet mere...), Battlestar, osv. er mine absolut ynglings!

Dont get me wrong - jeg elsker næsten alle former for brætspil! Men spil som indeholder intrige/konflikt/backstabbing/mm må siges at fylde (alt for) meget i min top 10 liste

Der findes da intet bedre, end at overtale de stakkels hjælpeløse mennesker, til at henrette en af deres egne! For så at hoppe op i sin basestar og shoot the living bib out of em!

[Andrea]

Jeg spiller aldrig forhandlingsspil - ofte fordi det indebærer backstabberi, og det gider jeg ikke, når jeg spiller brætspil. Har jeg lyst til intriger og forræderi, spiller jeg bordrollespil eller liverollespil i stedet.

Jeg hader til gengæld rollespil med intriger og forræderi mellem spillerne. Det er ødelæggende for stemningen hvis en spiller fremhæver sig selv ved at slå de andre ihjel, eller på anden måde fremture på bekostning af de andre spillere.

Enig - det er sjældent, at drab er spilskabende (når det er drab på andre spilleres roller). Jeg spiller dog fortrinsvis enkelt-scenarier eller korte kampagner, og her er det aldrig et problem, at der ryger en spilperson i ny og næ. Til gengæld synes jeg, at det ofte er sjovest, når der er uenighed og intriger i gruppen, fordi folks roller har forskellige mål. Det skaber dynamik og mindsker følelsen af 'GM mod spilgruppen', som godt kan opstå, hvis spillerne er (for) enige med hinanden.