Samlet set var det en ganske positiv spil-oplevelse. Temaet og spillet hænger helt klart sammen, og er ikke bare trukket nedover.
Spillet er - som du nok allerede har fundet ud af - et piratspil. Eller handelsspil hvis det er den vej du vælger. For du bestemmer selv om du vil gå i flæsket på de andre skibe, eller om du "bare" vil sejle rundt, og tjene penge på at købe og sælge som mulighederne viser sig. Begge dele kan være rentable. Pirateri er nok mest rentabelt, og kan samtidig stække dine modstandere, men det er også det mest risikobetonede. Ifølge folkene bag spillet, er der gået flest sejre til handelsfolk, men at der generelt også er flest der vælger at være handelsfolk. Måske det kunne afhjælpes lidt, ved at gøre et par kaptajner mere oplagte krigsfolk, som kan begå sig i pirat-regi. Hver spiller starter nemlig med en kaptajn der er tilfældigt trukket, og han/hun har så nogle evner der kan være mere eller mindre velegnede til handel og/eller pirateri.
Der bliver slået en del terninger, og de første par spil vil man ofte komme i tvivl om hvad det er man nu skal checke imod når man gør ditten og datten. Men allerede i løbet af spillet var der en del af tingene der blev ophøjet til almen viden.
Turene går rimelig hurtigt, og man foretager til en vis udstrækning sine handlinger samtidig, så spillet flyder rimelig godt. Det er kun når der er kamp, at man oplever at sidde med hænderne i skødet i længere tid ad gangen.
Når det er sagt, så har jeg selv et par personlige anker, idet spil med en del terninger ikke sædvanligvis ligger i min favoritgruppe af spil. Nu er terninger ikke bare terninger, og aftenens spiloplevelse er langtfra det værste jeg har prøvet med terninger. Det er bestemt mere end et terningespil.
Spillet fremstår næsten færdigt. Der var blot et enkelt ankepunkt som jeg gerne så der blev gjort noget ved. Spillet kan godt risikere at trække ud, så en mekanisme som afslutter spillet, selv om man ikke har opnået sejrsbetingelserne vil være en velkommen tilføjelse. Nogle spil har jeg ikke noget imod tager tid, men dette spil vil jeg umiddelbart placere i den lettere ende af skalaen. Det er fin underholdning i sig selv, men det skal bare helst være overstået indenfor en overskuelig tid. Lidt ligesom diverse terningespil kan være hyggelige. Men de vil hurtigt miste charmen, hvis man ved at de tager fem timer at spille. Spillet her har ikke den dybde der - efter min mening - skal til for at retfærdiggøre at skulle afsætte en masse tid til det. Men det var såvidt jeg forstod også en af deres målsætninger, at det helst skulle kunne spilles på under tre timer. Det kneb så for os, da vi ikke var specielt dus med reglerne, og der var en del regelopslag undervejs, hvilket ikke er ualmindeligt for et første spil, så en del af det problem vil formodentligvis afhjælpe sig selv, efterhånden som man kan de forskellige dele i hovedet, eller i det mindste har en spiller med som kan slynge svarene ud uden at skulle slå det op. (Vi spillede det som om vi lige havde købt spillet og læst reglerne. Vi måtte selv finde de fornødne svar)
Dertil var der et par situationer som jeg ikke var helt tilfreds med, hvilket vi også kommenterede da vi efterfølgende forsøgte at give lidt feedback. NPC skibene var forholdsvis statiske. De bevægede sig ikke ret meget. Og et af dem stod udfor min hjemhavn, hvilket næsten berøvede mig muligheden for at udnytte nogle af de "rumors" jeg havde tilegnet mig. (rumors er noget man kan tilegne sig, som potentielt kan give dig nogle nemme penge)
Som følge deraf, kunne jeg godt tænke mig at skibene blev mere bevægelige, så de også rørte på sig selv om de ikke nødvendigvis var på jagt efter en pirat. Så KAN skibet komme til at ligge ud for din hjemhavn, men den behøver ikke blive liggende hele spillet, som det igår var tilfældet med den engelske fregat der lå ud for min hjemhavn fra tur fire og hele spillet ud. (og vi nåede vel en cirka 40 ture)
Dertil kom jeg i en situation, hvor jeg fik en ny kaptajn, som startede i et område hvor jeg var isoleret, da de omkringliggende områder var belejrede af pirater. Når jeg kigger på situationen, kan jeg godt regne ud, at det vil ikke være noget der sker særlig ofte, men at det sker en gang i mellem er stadig en gang for meget, hvis man har mulighed for at forhindre det, så jeg foreslog at man eventuelt fik to kaptajner at vælge imellem. Og nu hvor jeg har sovet på det, kunne det alternativt være at hver kaptajn bare burde have to hjemhavne at vælge imellem inden han/hun bliver sat i spil.
Endelig var jeg en anelse lunken på handelssystemet, men det er som i så mange andre tilfælde en afvejning af hvad man vil have. Nogle gode enkle mekanismer/regler eller et realistisk system, og det er sikkert fint som det er. Det er bare som tidligere nævnt ikke rigtig min kop te, at der er for store tilfældighedsfaktorer, og man kan godt klappe i hænderne, hvis man går ind i en havn med et skib der kan laste fire-fem kort, og man trækker fire kort af samme type (hvilket gør dem meget billige) og så kan sejle til nabohavne, og sælge dem med tårnhøj profit, fordi lige den vare er efterspurgt. Der ville jeg måske have valgt at kigge på en lidt anden tilgang til handelssystemet, som ikke er ligeså tilfældigt. Men det er en afvejning som så meget andet, og det er ikke mit spil.
Så det var et par små anker, som jeg gerne så der blev taget hånd om inden spillet bliver sendt i trykken.
Som sagt, så følte jeg mig fint underholdt, og jeg kunne kun spotte et par enkelte ridser i lakken. Jeg har umiddelbart givet spillet et syv-tal på BGG, men det har potentialet til at stige. Især hvis nogle af de sidste ridser i lakken bliver rettet op.