Hvad har du spillet i dag? Oktober 2012

[Stony]

Jeg fik besøgt Consim igår, og der endte vi med at være 10 personer, som stillede op til to spil Archipelago. Jeg forklarede regler ved det ene bord, mens Mik tog sig kærligt af det andet.

Jeg havde denne gang en langt bedre fornemmelse for spillet, og jeg føler mig sikker på at der gemmer sig nogle gode spilaftener i det. Men jeg noterede mig også et par ting bag øret til de fremtidige spil. Vi spillede "Short game", hvor man relativt hurtigt når frem til spillets slutkriterier. Det er jeg ikke sikker på at jeg gider igen. Vi nåede faktisk til spillets slutkriterier uden at der nåede at blive oprør, men det føltes helt forkert. Man nåede kun at "starte op", og nåede aldrig at få glæde af sit marked og/eller havn eller hvad man nu havde fået opført. Jeg nåede at bygge to bygninger, og jeg mindes ikke andre nåede at bygge mere end en enkelt. Og det er for lidt. Det gjorde desuden at slutoptællingen føltes mere som et lotteri, for hvis man tilfældigvis havde opført at marked, var man sikker på en førsteplads i den kategori, og ellers fik man ingenting. Lå man tilfældigvis inde med jern, fik man en førsteplads i den kategori og ellers ingenting osv.... Jeg tror at jeg fremadrettet - også som introduktionsspil - vil benytte mig af de mellemlange slutkriterier. Dertil har jeg noteret mig, at man med fem spillere måske får liiiige lovlig meget downtime. Men det kan være det bliver bedre, når alle spillere har prøvet spillet før.

Spillet har nogle kanter, som jeg lige skal lære at forholde mig til, men jeg er sikker på at der ligger nogle gode spilstunder gemt her.

[Robert]

Jeg nåede to spil Archipelago på Consim i går (det var ikke den gruppe Stony var med i). Vi var også 5. Jeg må sige at det er et meget interessant spil, og er enig med Stony i at man kun bør bruge det korte spil som oplæring og at der er nogle kanter som man lige skal arbejde lidt med at slibe af.

Jeg oplever det som et spil der bygger meget på forhandling mellem spillerne. Det er også et "samarbejds"spil i den forstand at man skal samarbejde om ikke at tabe (man kan komme i en situation hvor alle er tabere), men at man samtidig kun kårer een vinder hvis spillet slutter inden den fælles tabsbetingelse er nået (ved at tælle Victory Points). Denne "samarbejds"mekanisme er nok den vanskeligste at lære at håndtere. Et eksempel: I den andet spil var Boris i den situation at han kunne lukke spillet (alle ville tabe) og at han samtidigt kunne se at hans chancer for at vinde igennem Victory Points var meget små. Så han valgte at stoppe spillet, og alle tabte. Det ville have været mere i spillets ånd at forsøge at få alle de andre spillere til at betale ham for ikke at lukke spillet, for på den måde at skabe en chance for at han kunne vinde senere.

Det er et fascinerende spil, som man skal spille nogle gange for at få det helt ind under huden.

[Mik]

Jeg er delvist enig med de to forrige skribenter vedrørende Archipelago.
Dog har jeg aldrig været en fan af kooperative spil, og slet ikke semi-kooperative, hvor en spiller vinder mere end de andre. Det første af sin slags i moderne tid (2003) var Bruno Faiduttis "Terra" hvor spillerne skulle redde jorden fra at gå under pga. forurening, atomulykker osv. Men den spiller som gjorde den største indsats vandt spillet. Samtlige de spil vi spillede i Consim dengang endte med at jorden gik under fordi ingen af os så nogen fordel i at en anden spiller vandt. Samme problem har Archipelago, bortset fra at vi har hemmelige mål, og derfor er det lidt sværere at regne ud hvem der får flest point. Trods alt stadig 8/10 - selvom jeg måske ender med at sælge spillet når jeg kommer hjem fra Essen.

Jeg forlod bordet før andet spil til fordel for de 3 tilbageværende spillere fra Stonys bord. De ville gerne prøve Martin Wallaces nye spil Aeroplanes, og manglede en mand til at forklare regler. Det gik mig endnu en gang dårligt, og måtte se mig slået med flere længder af de 3 andre herrer. 8/10 på trods af den utrolig store tilfældighed der ligger i måden hvorpå man får tur igen.

[Jens_Hoppe]

I KBK fik jeg mit nye Martin Wallace-spil Aeroplanes på bordet. I løbet af spillets tre epoker køber spillerne flyvemaskiner, anlægger lufthavne rundt omkring i verden, og kaprer passagerer som gerne vil flyves til og fra steder hvor man har lufthavne. Efter hver epoke gives points til de bedste spillere indenfor nogle kategorier; profit (baseret på de passagerer man har taget), og majoritet af lufthavne i hvert af de tre "verdensdele" brættet er inddelt i (Europa, Afrika og Australasien). Udover dette giver visse passagerer og flyvemaskiner ekstra points til sidst i spillet. Og så er der terninger med (!) som bruges til tilfældigt at udpege startspilleren i starten af hver runde, samt til at se om det lykkes at etablere ruter til de mere obskure destinationer i verden.

Vi var fem spillere og den generelle konklusion var at det var et skægt spil. Det føles ikke som et klassisk Wallace økonomispil, for godt nok er der penge med, men man opbygger ikke nogen "economic engine". I stedet får man udbetalt et fast beløb i starten af hver epoke, og har derudover mulighed for at opsamle nogle $1 mønter i løbet af epoken.

Terningerne indfører en dejlig grad af tilfældighed til spillet: Startspiller-terningen gør at der nogen gange bliver sprunget lidt i turrækkefølgen, hvorfor det kan være svært at vurdere om man lige når at få tur før den-og-den, men rute-etableringsterningerne var en stor succes: Der var megen hujen og heppen når en spiller skulle forsøge at etablere en speciel svær rute, og stor glæde når en flyver en sjælden gang faldt ned mod alle odds. Man kan erhverve sig forskellige fordels-brikker, som kan hjælpe når uheldet er ude,men selv den mest "daring pilot" hjælper ikke altid når motoren sætter ud midt ude over Atlanten.

Jeg blev ret tidligt presset ud af Europa, og valgte i stedet at blive den store Afrika-specialist. Ikke helt gennemtænkt; vel er det fint nok at en passager til mange VP gerne vil til Sydafrika, men når han starter i Berlin og man ikke har en lufthavn dér, hjælper det jo ikke meget... Jeg fik også som den eneste etableret en rute til Nordamerika, men det kunne alligevel kun blive til en tredieplads, langt efter de to første.

Men sjovt var det!


Dernæst var det tid til ilddåben på mit nye The Resistance: Avalon. Vi var en gruppe på 8, hvoraf de fleste var garvede veteraner fra det oprindelige Resistance-spil. Kort fortalt er forskellen at der ikke er plotkort med i Avalon, men til gengæld er der flere nye roller man kan være. Vi spillede med de to obligatoriske roller; Merlin og Assassin. Merlin er en good guy som ved hvem de onde er, og Assassin er en bad guy som, på det tidspunkt hvor de gode ellers normalt ville vinde spillet (3 missioner klaret) kan vende resultatet til en ond sejr, hvis han korrekt kan udpege Merlin.

(Andre roller inkluderer bl.a. andet en good guy som ved hvem Merlin er, en bad guy som Merlin ikke kender til, en bad guy som ikke kender de andre onde, og flere andre).

Efter de første par spil var det blevet åbenlyst hvor /&!&*!! svært det er at spille Merlin! Man sidder inde med viden, men hvis man så meget som det mindste afslører over for de onde at man har den, har man tabt spillet for de gode. I første spil følte vores Merlin nærmest ikke at han kunne gøre noget, og i det andet (hvor jeg var Merlin) blev det for åbenlyst, så han (dvs. jeg) blev udpeget til sidst. Først i fjerde spil blev det til en god sejr, da jeg ved et tilfælde fik sat et helt godt hold i mission 3, og de onde derefter troede at jeg var Merlin.

Der er ingen tvivl om at Avalon er en succes, og de andre nye roller skal nok gøre det endnu mere spændende. Der er også i den grad en learning curve man skal over, for at lære at takle Merlin på en konstruktiv måde: De andre good guys skal måske være bedre til *selv* at agere lidt Merlin-agtigt, for at lede mistanken bort fra den rigtige? Jeg kan se på BGG, at en af spiltesterne skriver, at han godt kan lide altid at starte med at erklære at han er Merlin, uanset hvilken rolle han er!

[Sir William]

Hvad sker der så, hvis assassin slår en forkert person ihjel. Taber de onde så automatisk?

Må da være ganske fornøjeligt, hvis alle de gode erklærer, at de er Merlin. Lidt ligesom i Filmen "Spartacus", hvor romerne til sidst siger, at de alle vil blive skånet, hvis bare Spartacus står frem. Herefter siger de alle en for en, at de er Spartacus vel vidende, at de så vil blive korsfæstet alle sammen.

[Jens_Hoppe]

Hvad sker der så, hvis assassin slår en forkert person ihjel. Taber de onde så automatisk?

Assassin bruges kun når de onde alligevel har tabt: Det er deres sidste chance for at vende resultatet.

Må da være ganske fornøjeligt, hvis alle de gode erklærer, at de er Merlin. Lidt ligesom i Filmen "Spartacus", hvor romerne til sidst siger, at de alle vil blive skånet, hvis bare Spartacus står frem. Herefter siger de alle en for en, at de er Spartacus vel vidende, at de så vil blive korsfæstet alle sammen.

"JEG er Spartacus!" blev nævnt mere end en gang i løbet af vores spil.

[Mik]

Ugen før Viking-Con er rigtig mange af de lokale spillevenner travlt optagede med forberedelser til weekenden, så både mandag og tirsdag måtte vi få tilbageværende se os henvist til 3-mandsspil.

Mandag gav det et glædeligt gensyn med mit favoritspil fra Spiel '11, nemlig Tournay.
Jeg havde håbet på en udvidelse med endnu flere kort, men desværre kommer de i stedet med en dum "dame"-udvidelse til Troyes: ikke nær så interessant!

Jeg kom rigtig godt fra start og tjente både mange penge og fik mange billige mænd (så meget bedre end billige kvinder! )
Halvvejs igennem spillet fik Eivind desværre fat på den ene bygning som giver uhindret adgang til alle spilleres bygninger to gange per runde, så mit forspring skrumpede hurigt ind. Og på trods af at det lykkedes mig at få fat på det eneste scoringskort som giver ejeren 8 point og nul til alle andre, så måtte jeg se mig henvist til sidstepladsen. Surt! Dog stadig mit yndlingsspil fra 2011. 9/10

Aftenen sluttede af med 2x Quarriors Quarmageddon, hvor jeg atter måtte se mig slået begge gange. 7/10

Tirsdag foeslog Jesper at vi spillede Fortune & Glory. Vi brugte atter de udvidede regler inklusiv flere husregler, inklusive de nye "forspil"-kort som ligger på BGG. Som vi kender det fra Olsenbanden, Bond- og Indiana Jones-filmene begynder filmene altid med en lille forhistorie, hvilket nu repræsenteres i spillet af et kort med en lille handling på.

Jeg startede således spillet med en Cliffhanger, som forsinkede min strart, medens Eivind og Jesper selvfølgelig drønede af sted til hver deres skattejagt. Fnys!
Det lykkede mig at hale lidt ind på de to herrer, men slutkampen stod alligevel imellem disse to. Evind endte som sejrherre fordi Jespers sidste flyttekast var et point for lille. Sådan kan det gå! 8/10

[digter]

Mødtes i går (onsdag) med drengene og det blev til 2 spil.

Vi lagde ud med Shadows over Camelot, som de fleste af os (inkl mig selv) ikke havde prøvet før. Derfor spillede vi uden forræder, men jeg ved ikke om det egentlig var en god idé. Vi vandt godt nok, men jeg var nu alligevel en smule skuffet over spillet. Spillet er simpelthen for langt i forhold til hvad der egentlig er at lave. Der er mange forskellige missioner, men de er alle sammen ret kedelige i længden og ensformige (jeg stod halvdelen af spillet ved gralmisssionen og smed mine gralkort hver eneste tur, uden at få noget ud af det)
Da vi så havde samlet 7 hvide sværd (nok til at vinde) var det bare et spørsmål om at trække alle spillere tilbage til det runde bord og kæmpe mod katapulter og afvente spillets afslutning. Næste gang må vi spille vi med en forræder og håber at det bliver bedre. 5/10

Aftenen blev afsluttet med Citadels, som de fleste af os (inkl mig selv igen) HELLER ikke havde prøvet før (ja, vi er allesammen newbs når det kommer til brætspil - endnu ) Jeg startede med 2 billige grønne bygninger og 2 billige blå bygninger (anede ikke om det var godt eller skidt og havde ingen anelse om hvilke andre bygninger der gemte sig i bunken. Det var også først senere at det op for mig at der fandtes bygninger med specielle evner ). Nå, men jeg tænkte: Penge er altid godt, så jeg valgte tyven. Min tyv blev dog likvideret og første tur var slut for mit vedkommende. Jeg var overbevist om at jeg havde misset muligheden for at vinde spillet lige dér. Det troede de andre åbenbart også, eller også havde jeg held til at overbevise dem om at jeg i hvertfald IKKE var en trussel. Jeg kunne i hvert fald i ro og mag få en masse billige kort ned på bordet og hurtigt nå op på 6 bygninger (2, røde, 2 blå og 2 grønne). Da jeg lagde min syvende bygning blev de andre urolige og jagten blev sat i gang.
Turen efter kunne jeg have vundet spillet, hvis jeg ikke havde glemt, at man får bonus point for at have 8 bygninger (det kan betale sig at følge med når reglerne bliver forklaret ). Jeg smed vinderkortet væk og spillet forsatte. jeg var næstsidst til at vælge karakter og havde 3 muligheder. Jeg valgte tyv da jeg havde 50% chance for at ramme min sidemand der havde 6 guld og kun 2 karaktervalgmuligheder. Det lykkedes og jeg lå nu ret lunt i svinget med 7 bygninger, 8 guld og nr. 4 efter kongen. Da karakterbunken kom hen til mig var snigmorderen der stadig (der var vist gået noget galt for de andre). Ham valgte jeg selvfølgelig og jeg kunne som første person trække Dragon Gate (!) (koster 6, giver 8 VP) og bygge den i samme tur. Med de 8 VP som det nye kort gav mig var sejren i hus med 30 VP samlet. Sweeeet.

Man er jo altid en smule farvet når man har vundet et spil, men jeg synes Citadels er et rigtig godt kortspil. (baseret på ét spil ) Det er simpelt, man lærer de forskellige karakterer lynhurtigt og samtidig er der også taktisk dybde i spillet. Og så er det bare skide sjovt at ødelægge det for hinanden. Man ved aldrig helt om ens plan lykkedes eller man bliver fuldstændig knust. Hurra for spillerinteraktion! Eneste minus pt. må være den nedetid der er under karakterudvælgelsen. 8/10

Nu er det mit andet spil med Variable Phaseorder/Variable playerpowers (Puerto Rico var mit første) og jeg digger det sgu ret meget indtil videre.. Det må jeg prøve noget mere af. Anbefalinger modtages gerne.

[akwlinka]

Mødtes i går (onsdag) med drengene og det blev til 2 spil.

Vi lagde ud med Shadows over Camelot, som de fleste af os (inkl mig selv) ikke havde prøvet før. Derfor spillede vi uden forræder, men jeg ved ikke om det egentlig var en god idé. Vi vandt godt nok, men jeg var nu alligevel en smule skuffet over spillet. Spillet er simpelthen for langt i forhold til hvad der egentlig er at lave. Der er mange forskellige missioner, men de er alle sammen ret kedelige i længden og ensformige (jeg stod halvdelen af spillet ved gralmisssionen og smed mine gralkort hver eneste tur, uden at få noget ud af det)
Da vi så havde samlet 7 hvide sværd (nok til at vinde) var det bare et spørsmål om at trække alle spillere tilbage til det runde bord og kæmpe mod katapulter og afvente spillets afslutning. Næste gang må vi spille vi med en forræder og håber at det bliver bedre. 5/10

Shadows kan ikke spilles uden forræder. IMO. Det er jo netop det at der er en der er forræder der gør dette spil så dejligt. Så op på hesten igen og prøv det fulde spil.

[ozimek]

Jeg fik spillet mit 3. rigtige spil War of the Ring igår. Det er virkeligt et spil, som jeg skulle have taget hul på for længst! [8/10] Spillet tog godtnok ret lang tid; næsten fire timer. Jeg håber det kommer til at gå hurtigere, når vi får mere rutine.

Problemet med fire timers spilletid er ikke, at det bliver kedeligt. Jeg kan faktisk godt lide lange spil. Problemet er, at det bliver lidt for sent på en hverdagsaften. Der var faktisk overraskende lidt AP fordi vi fra starten vidste at tiden var presset, så jeg tror ikke vi får tiden ret meget længere ned.

[digter]

Mødtes i går (onsdag) med drengene og det blev til 2 spil.

Vi lagde ud med Shadows over Camelot, som de fleste af os (inkl mig selv) ikke havde prøvet før. Derfor spillede vi uden forræder, men jeg ved ikke om det egentlig var en god idé. Vi vandt godt nok, men jeg var nu alligevel en smule skuffet over spillet. Spillet er simpelthen for langt i forhold til hvad der egentlig er at lave. Der er mange forskellige missioner, men de er alle sammen ret kedelige i længden og ensformige (jeg stod halvdelen af spillet ved gralmisssionen og smed mine gralkort hver eneste tur, uden at få noget ud af det)
Da vi så havde samlet 7 hvide sværd (nok til at vinde) var det bare et spørsmål om at trække alle spillere tilbage til det runde bord og kæmpe mod katapulter og afvente spillets afslutning. Næste gang må vi spille vi med en forræder og håber at det bliver bedre. 5/10

Shadows kan ikke spilles uden forræder. IMO. Det er jo netop det at der er en der er forræder der gør dette spil så dejligt. Så op på hesten igen og prøv det fulde spil.

Ja, det er også planen. Jeg fik bare fortalt at det var smartest at starte uden forræder den første gang man prøver spillet. Det vil jeg dog ikke anbefale nogen . Men som sagt, vi prøver.

[digter]

Jeg fik spillet mit 3. rigtige spil War of the Ring igår. Det er virkeligt et spil, som jeg skulle have taget hul på for længst! [8/10] Spillet tog godtnok ret lang tid; næsten fire timer. Jeg håber det kommer til at gå hurtigere, når vi får mere rutine.

Problemet med fire timers spilletid er ikke, at det bliver kedeligt. Jeg kan faktisk godt lide lange spil. Problemet er, at det bliver lidt for sent på en hverdagsaften. Der var faktisk overraskende lidt AP fordi vi fra starten vidste at tiden var presset, så jeg tror ikke vi får tiden ret meget længere ned.

Apropos War of the Ring. Jeg skal spille det her i den kommende weekend for første gang. Nogle gode tips til at komme i gang. Er regelbogen brugbar? gode how-to-play videoer? Eller andet?

Jeg har fundet en tutorial i 9 dele inde på BGG, men den varer vist omkring de 5 timer! Er det spil virkelig så komplekst? Det kan ikke gøres lettere?

[Frouvne]

I oktober har jeg af to omgange spillet Archipelago og det er godt nok et svært spil at vurdere for mit vedkommende. Det spil indeholder så mange fine ting, jeg gerne vil kunne lide og som jeg også i det konkrete tilfælde godt kan lade men så er der også nogle ting, jeg ikke bryder mig om. De ødelægger ikke spiloplevelsen for mig, men de står nok imellem mig og en længere række af gennemspilninger. De mest problematiske ting for mig er dels de skjulte mål, som vi alle arbejder os frem imod kombineret med at slutkriterierne på samme vis er skjulte og dels at man fælles arbejder imod spillet, der kan få os alle til at tabe, hvilket meget vel kan få en eller flere spillere, der ikke mener, at de har nogen vinder-chance til at vende ryggen imod de øvrige og herefter arbejde hen imod at alle skal tabe fremfor at de selv skal vinde.

Af et par omgange er det også blevet til Tooth & Nail: Factions, hvor jeg særligt den sidste gang fik en bedre fornemmelse af hvordan man kan kreere forskellige kombinationer. Absolut et interessant spil, men måske heller ikke så meget mere end det.

Udover ovenstående spil er det blevet til Dungeon Run, Yu-Gi-Oh! Trading Card Game, Hey, That's My Fish!, Timeline: Discoveries og Arimaa - så en smule får jeg trods alt spillet.

[Mik]

I oktober har jeg af to omgange spillet Archipelago og det er godt nok et svært spil at vurdere for mit vedkommende.
<snip>
De mest problematiske ting for mig er dels de skjulte mål, som vi alle arbejder os frem imod kombineret med at slutkriterierne på samme vis er skjulte og dels at man fælles arbejder imod spillet, der kan få os alle til at tabe, hvilket meget vel kan få en eller flere spillere, der ikke mener, at de har nogen vinder-chance til at vende ryggen imod de øvrige og herefter arbejde hen imod at alle skal tabe fremfor at de selv skal vinde.

Det sidste er nok mit største problem, og tidligere spil med samme mekanisme er altid gået i udu, da vi strategispillere hellere vil overgive os til en fælles fjende end lade vor bedste ven vinde!

De skjulte kriterier er der jo heldigvis en officiel variant for: side 16 i reglerne: "No secrets between friends".
Det var faktisk den variant vi benyttede i vores første spil _ dog sammen med "Benefactor"-varianten.
Jeg kunne sagtens forestille mig at spille denne version igen i et længere spil.

[netsapiens]

Castle Panic kom på bordet efter den yngste købte det, og vi vandt knebent over monstrene. De fleste morede sig, og det gik fint for fem spillere i aldersgruppen 8-42
Mr. Jack Pocket blev pakket ud, og fra 01.00 - 02.00 spillede jeg det med min dejlige kæreste. Hvis det ikke er en fed start på efterårsferien, så ved jeg ikke hvad er