viewtopic.php?t=636
Der gemmer sig sikkert flere diskussioner i ordvekslingen, men min indfaldsvinkel her er problematikken omkring hvorfor vi sætter os til spillebordet.Andrea wrote:Mja... det er da sjovt i den forstand, at folk virkelig har respekt for det, når det kommer på bordet, men omvendt er det lige lovlig hårdtslående - folk havde ganske enkelt ikke lyst til at spille det, fordi man eliminerede andre spillere for hurtigt*.frostholm wrote:Dynamitkortet er da det fedeste, og det skal bare på bordet som noget af det første, det er sjovt med lidt russisk roulette.
*Og her er der sikkert folk, der vil undre sig over den indstilling, men vi spiller fortrinsvist med venner, der ikke prioriterer vinderelementet højest (og den diskussion kan vi evt. tage i en ny tråd).
I virkeligheden ser jeg måske ikke umiddelbart den store forskel på, de to holdninger, der bliver antydet. For mig ser det umiddelbart ud til, at det i begge tilfælde i høj grad handler om det sociale element. At en del af det sociale element i den ene gruppe så kan være, spændingen ved at én spiller kan blive sendt ud, handler vel meget omkring, hvilken omgangstone man har indenfor netop den sociale sfære. Hvor et begreb som håne-retten eller lignende vil blive opfattet med den kærlighed, der kan ligge i det i én gruppe, vil andre forbinde det med nogle mere ubehagelige ting...
Nå, men når jeg sætter mig til spillebrættet, forsøger jeg som udgangspunkt altid at vinde. Det syntes jeg, bør være en fælles overenskomst, at alle er enige om den forudsætning. Ellers giver det ikke rigtig mening for mig, at man har opstillet den målsætning, der er gældende i spillets vinderkriterier. Men, men, men... når det så er sagt, har det en meget begrænset betydning for mig, om det så rent faktisk lykkes mig at opnå dette mål. Selvfølgelig kan jeg efterfølgende gå og tumle med, hvad der egentlig skete i spillet - men kun sjældent ærgre mig over udgangen af spillet. Således gider jeg heller ikke sidde længe og gruble over et træk, for at optimere det, da det sociale aspekt så let kommer til at træde for meget i baggrunden til min smag.
Jeg følte mig meget ramt - og dermed meget inspireret - af en Geeklist skrevet af Jody Ludwick med titlen: My personal list of 'Feel Good' games.
http://www.boardgamegeek.com/geeklist/1425
Det hun der skitserede i sin indledning, som jeg husker den i dens oprindelige udformning, var jagten på de spiloplevelser, der gav denne feel-good oplevelse... og det ligegyldigt om man havde vundet eller tabt. Man forlod altid spillebordet med en god fornemmelse og en sikker forvisning om, at det spil ville man vende tilbage til. Spillet og den måde man er nødt til at angribe netop det spil på, er i den overbevisning derfor en væsentlig medspiller, der sikrer en bestemt tone og omgangsform. At hun så faktisk også udvælger nogle spil, der har fået udvidet min spilhorisont er ikke et minus.
Skal jeg lige binde en sidste krølle på dette bidrag, må det være, at selvom jeg finder det sociale aspekt som noget af det mest fundamentale i en spiloplevelse, kan en væsentlig del af oplevelsen også være de intriger, der kan være en del af et dybt spil. Og så har jeg ingen problemer med at spille Diplomacy og en spiller bliver sendt hjem efter en time eller endnu værre har en brik stående i Italien i fire timer... det kan sagtens være en del af spiloplevelsen for mig. Men det trækker unægteligt ned, hvis det er min brik, der står i Italien...
), og en spilaften, hvor man har vundet er da også liiige den grad sjovere. Omvendt har jeg trukket en smule på smilebåndet, når folk her på forummet eller på BGG fortæller om en spilaften, hvor det også nøje fortælles, hvilken placering man selv fik i spillet. Det er nemlig ikke noget, jeg interesserer mig synderlig meget for, når spilaftenen er ovre.
