Kunsten at forklare regler

Her gives gode råd til hvordan man bedst lærer andre et spil at kende, hvor man kan få informationer, der kan sætte én selv i stand til at lære et spil m.m.
Post Reply
User avatar
Frouvne
10.000+ indlæg
10.000+ indlæg
Posts: 14621
Joined: Wed Apr 26, 2006 12:09 pm
Favoritspil: Brass: Lancashire, Twilight Struggle, Gaia Project, Innovation, Dominant Species, Crokinole, Steam, Spirit Island, Amun-Re, TMB
Location: 2900
Has thanked: 460 times
Been thanked: 654 times
Contact:

Kunsten at forklare regler

Post by Frouvne »

Så er det vist på høje tid, at få gang i erfaringsudvekslingerne, så vi alle kan blive (endnu) bedre til at forklare regler. At forklare regler er formentlig noget, de fleste bliver bedre til efterhånden som de får flere erfaringer. Men lidt gensidig coaching kan vi jo nok alle bruge.

Den konkrete anledning til dette indlæg var en geekliste, der dukkede op for nylig, som jeg af dovenskab har skelet en del til undervejs: The Official Rulebook (or How to Teach Games to Non-Gamers). Jeg har dog længe tænkt at jeg ved lejlighed ville starte diskusionen, da mine egne erfaringer på området regelforklaring til stadighed rummer lige så mange fiaskoer som successer.

At skulle forklare regler afhænger naturligvis meget af, hvem det er man skal forklare regler til (hvad er deres forudsætninger) og hvilket spil man skal forklare (kompleksitet m.m.) Nogle spil er således så let tilgængelige, at man kan sætte spillet op og lære det mens man spiller, næsten ligegyldigt om man er vant til at spille spil eller ej. 6 Nimmt! kunne være et spil, jeg kunne finde på at forklare på denne måde.

Som hovedregel er man naturligvis meget bedre i stand til at forklare et spil, man i forvejen kender godt. Og nogle gange skulle man måske overveje at lade være med at introducere et spil, man ikke i forvejen har prøvet nogle gange, hvis man ønsker at introducere nogle til hobbyen.

Et godt sted at starte er gerne ved at klarlægge sejrsbetingelserne. En lang beskrivelse af en række procedurer uden at vide, hvilken faktor det er man skal koncentrere sig om at maksimere, kan være en meget frustrerende oplevelse.

Ofte kan det være en god idé at indlede med at give et kort overblik over spillets faser, så man får en idé om det flow, der er i spillet. Det giver forudsætningerne for at forstå, hvad formålet med de enkelte faser er, når de mere detaljeret bliver gennemgået.

Ved gennemgangen bør man gøre brug af spilpladen og komponenterne, så folk får en visuel fornemmelse af, hvad det er, der skal foregå. Forestillingsverdenen er en stærk medspiller, så i det omfang det er muligt at inkorporere spillets tema i forklaringerne, gør det det også meget nemmere at forstå og huske spillets mekanismer for den, der skal lære et nyt spil.

Hvor detaljeret ens forklaring skal være, tror jeg er meget afhængig af spillet og de mennesker, der skal spille det. Som udgangspunkt vil jeg helst forklare så mange regler som muligt, men forsøger alligevel ofte at begrænse detaljerigdommen, da jeg ved, der er en grænse for, hvor mange instruktioner de fleste kan rumme.

Og husk så at det første spil er et prøvespil, hvor det primære formål må være at give den nye spiller en god oplevelse, der vil give lyst til at gentage fornøjelsen. Undervejs vil jeg ofte løbende kommentere overfor den nytilkomne hvorfor jeg vælger at gøre, som jeg gør, for at give ideer om, hvad strategier i dette spil kan være. Ligeledes vil jeg normalt opfordre til at korrigere træk, der er meget uhensigtsmæssige.

Gode hjælpeark der giver oversigter, forklarer kort etc. kan være en stor hjælp for nye spillere. Som regelforklarer må det dog være dit ansvar at guide folk igennem spillets faser, så de kun skal overveje det, der er aktuelt lige nu.

Det var et par første indledende overvejelser!

Håber at andre har lyst til at komme på banen med gode råd og anbefalinger! :D
frouvne, administrator

Image
Post Reply