Jeg prøver lige at opsummere. Det er ikke for at diskriminere at jeg ikke quoter alle input. Jeg fanger bare lige et enkelt, som jeg synes rammer essensen af netop det punkt.
Ang. sengene
Uhre wrote:Sengelængder var heller ikke et problem, da jeg ikke er særligt høj. Men jeg kan godt se, at nogle må have haft problemer. Jeg tænker dog, at det vil give nogle udfordringer med at have plads til spil efter kl. 22, samt at rydde op efter sovende deltagere inden kl. 9, hvis den lille sal benyttes til sovesal. Men igen... det er nemt for mig at sige, da jeg ikke havde pladsproblemer.
Jeg tænker stadig at det må forsøges, og så på den baggrund få noget feedback på hvordan det fungerede. Der skal helt klart udstikkes nogle regler for hvordan det bør gribes an, for vi skal ikke som konsekvens mangle spilleplads.
Ang. modulopbygning/spilplanlægning
Uhre wrote:Jeg synes at modul opbygningen fungerer fremragende. Og alle deltagere må jo på en eller anden måde være vidende om, at forummet eksisterer. Det kan næppe være et problem at skulle tilmelde sig forummet, selv hvis det kun er med det formål at tilmelde sig spil-moduler. Så jeg synes ikke, det bør være nødvendigt at tage yderligere hensyn til det.
Det kan være problemet i et eller andet omfang løser sig selv, når jeg beder om at få email/mobil på de deltagere der ikke frekventerer forummet, og jeg derigennem kan gøre opmærksom på at eksempelvis spilplanlægningen er gået igang. Jeg kan læse at folk sætter meget pris på muligheden for at kunne planlægge på forhånd, og det må vi så holde fast i.
Myde wrote:Jeg synes det fungerer rigtig godt med modulerne, men helt overordnet ville jeg synes det var fantastisk hvis folk kom forberedte på de spil som de har meldt sig til - der kan gå rigtig meget tid med regelforklaringer, som man istedet kunne bruge på at spille. Men det er måske noget man så skal aftale i forvejen, for det enkelte bord.
Der er vi meget forskellige. Jeg er selv lykkelig, når jeg kan blive fri for regellæsning, og jeg ved at jeg langtfra er den eneste der har det sådan. Og jeg tænker ikke at det er realistisk - hvis jeg melder mig til 4-5 forskellige spil jeg ikke kender - at jeg får læst op på reglerne til dem alle sammen. Og selv om det skulle være tilfældet, at man forsøger den tilgang, så kræver det blot en enkelt person der ikke har haft den fornødne tid til det, og så skal der alligevel regelgennemgang til, eller også må den person finde sig noget andet han/hun kan være med til. (som han/hun så næppe heller kan reglerne til.) Jeg tænker at i en perfekt verden vil det sikkert give mening, men ikke i denne her.
Ang. belysningen
Uhre wrote:Det eneste af de nævnte ting, jeg synes var et reelt problem... eller mere politisk korrekt: "udfordring", var belysningen i pejsestuen. Den var bestemt ikke optimal til brætspil. I hvert fald ikke for aldrende, farve-udfordrede brætspillere som mig. Men det er vel ikke værre, end det kan løses. Jeg vil i hvert fald overveje at medbringe noget ekstralys næste gange, som Bugge havde været så forudseende at gøre.
Jeg er enig, men jeg kan ikke se hvad der vil være den mest hensigtsmæssige løsning. Jeg synes ikke con'ens budget skal bekoste 5-6 arkitektlamper. Måske nogle kraftigere pærer.
Ang. aldersgrænse
Helle wrote:Min holdning, da du spurgte i 2010 var, at der skulle være en aldersgrænse, og den skulle hedde 15+. På baggrund af konkrete erfaringer gennem årene uden aldersbegrænsning, synes jeg egentlig, at det er gået super fint de fleste år - og et ret ungt barn ændrer ikke det store - men afhængigt af, hvad der spilles, så kan det påvirke spillet, spillestilen ved bordet og ikke mindst metakommunikationen. Jeg tænker således især fremadrettet: Jeg så gerne, at der var en aldersbegrænsning, så deltagere var mindst 8 år. Når vi næste år måske har baby med noget af tiden, så er det ikke ved spillebordet, og vi vil ikke lave spilaftaler begge to samtidig - hvis der er flertal for, at børn under 8 år ikke hører til (eller måske helt bør være på stedet), så må vi se, hvordan vi kan deltage
. Så min holdning er lidt mod nuværende egne interesser men det vil stadig være min grundholdning. Og jeg tager det ikke personligt, hvis nogen argumenterer for, at de gerne ser, Frouvne-junior ikke er tilstede på lokationen næste år
.
Under alle omstændigheder, så synes jeg, at deltagelsen af yngre børn hænger sammen med, hvordan, der bliver lavet aftaler om, hvad der skal spilles. Hvis der fremadrettet kommer flere yngre børn, så tror jeg, at det vil være smart at have nogle forventninger til, hvad der forventes af forældrene i forhold til spilaftaler med/uden forældredeltagelse - men også at det skal kunne være i orden, at man ikke har lyst til at spille med de yngre deltagere - og om/hvordan/hvornår man kan tillade sig at sige 'nej'.
Så længe vi har en modulopbygning, hvor der bliver lavet konkrete aftaler hjemmefra - og resten laves ad hoc, så tror jeg, at det vil fungere nogenlunde med lidt justeringer/aftaler for børn.
Jeg mener, at børn over 12 selv kan og skal styre deres spilprogram - og at de kan booke sig på, hvad de vil hjemmefra.
For børn under 12 år synes jeg, at det er forældrenes ansvar at hjælpe børnene og på stedet evt. tale med regelforklarer, om barnet forventeligt kan deltage på lige fod eller om bordet er indstillet på at hjælpe og vejlede ekstra. Jeg synes måske, at man i spilprogrammet skal kunne notere, hvis man ønsker at et spil er for 12+. Det er forskelligt, hvad børn kan i samme alder, og derfor ser jeg hellere en dialog end at børnene får 'nej' / 'ja' på et forkert grundlag. Lige som jeg også synes, at man skal kunne fravælge det, hvis man ikke har lyst. Selvom børnene kan regler til et spil, mener jeg ikke, at det nødvendigvis betyder, at alle børn på samme alder kan spille på lige fod med voksne - og det skal de heller ikke - men et spil på 1½ time med et barn, der spiller uden forældre og skal hjælpes, smider altså noget ansvar videre på de andre spillere. Hvis det er 2. eller 3. spil i træk, så har man måske ikke lige overskuddet til det - eller har lyst til noget andet.
Hvis der er et enkelt barn - er det uden betydning, men hvis det skal være en FamilieCon, så ser jeg gerne lidt retningslinjer fremadrettet, så alle har mulighed for at få deres ønsker og forventninger til DC indfriet.
Jeg kan sagtens følge dine punkter, og jeg er enig i det meste. Jeg må lige i tænkeboksen, for at få formuleret et par ændringer til invitationen.
Frouvne wrote:FamilieCon lyder hyggeligt ... men jeg syntes dog også at BrætspilsCon står over FamilieCon og som udgangspunkt går jeg ud fra at alle spil er Voksen-spil.
Nu tænkte jeg på intet tidspunkt, at Djengis Con skal gå hen og blive til et Fantask Spilfestival med børnehjørne. Men jeg kan godt se, at det kan blive konsekvensen, hvis man slår det op som "FamilieCon". Så der skal jeg nok tænke over hvordan jeg formidler det, for jeg synes (stadig) at con'en bør være åben for de fleste. Men der skal jeg nok være skarpere på at ridse nogle forventninger op overfor børnenes forældre. For Djengis Con skal ikke være en børnepasningsordning. Børnene må gerne være der, men de er stadig helt og holdent forældrenes ansvar. Der må nogle klarere regler/forventningsafstemning til.
Ang. mad og spisetider
Bugge wrote:Jeg synes at der bliver gjort for meget ud af frokost og aftensmad. Jeg så gerne at de blev skåret ned til 30 minutter og så noget helt simpelt 'jeg skal bare overleve' mad.
Jeg vil simpelthen bare gerne spille mere og i praksis tog de 2 x frokost og 2 x aftensmad 2 timer ud af spilskemaet hver gang, fordi...
-man bliver færdig 40 minutter før, og med de spillere man kan finde er der ikke tid/lyst/mulighed for at finde et hurtigt 30 minuttersspil.
-man skal vente til dem der er med i næste Modul spil er klar, og de kan være på en anden tidsplan.
-Spisesalen er også et område man spiller i, og der skal være ryddet
De punkter du selv lister, gør sig også gældende selv om man korter den planlagte spisetid ned til en halv time. Hvis man vil helt undgå problemet, bliver det til "hent maden og spis den ved spillebordet mens man fortsætter", og det kommer altså ikke til at ske. I hvert fald ikke som en del af planlægningen. Der tænker jeg at det står folk helt frit for at planlægge som de måtte ønske, og hvis folk mest er til hurtigt at kaste noget mad ned, eller tage maden med tilbage til brættet, så står det dem frit for at gøre lige præcis det.
Sir William wrote:Mener at kunne huske en gang, hvor der var nogle smurte boller til frokost om lørdagen. Så kunne man lige nappe sådan en i en pause mellem 2 spil.
Hvis du så vidste hvor meget tid der blev brugt i køkkenet af de tre mand der smurte alle bollerne, ville du nok selv betakke dig at blive skrevet på den tjans. Tiden i køkkenet skal minimeres, så derfor har jeg baseret på den erfaring meget omhyggeligt undgået at gentage det.
digter wrote:Forslag: Drop aftensmaden fredag og evt. frokosten søndag.
Den vil jeg høfligt men bestemt skyde ned. De første to år, var aftensmaden fredag et frivilligt tilvalg, og så var der nogle der kom dumpende hen ad vejen. Der var også folk der kom tidsnok til aftensmad, men havde ikke tilmeldt sig. I den anden ende sluttede vi ved en fire-tiden, og folk sev langsomt hjemad efterhånden som de var blevet "mætte" og ville hjem. Og så var vi til sidst forholdsvis få hænder til at få lavet den sidste afrundende oprydning. Læren af det blev at måltiderne blev til de faste milepæle, som både fungerede som start og slut på connen. Og det agter jeg at holde fast i.
Øvrige
Helle wrote:Detaljer: skilte på indgangsdøren, større skilte på herre og dametoilet. Måske kunne en person have til opgave at tage imod, udlevere navneskilte, hjælpe til rette mm - jeg synes, at det er super hyggeligt, at folk kommer gennem køkkenet ved ankomst - men når man møder køkkenfolket, som de første, så er der altså ikke meget hjælp at hente. I år var stedet nyt og der var flere nye deltagere, som ikke kendte så mange/konceptet - så måske er det overflødigt næste år - i år oplevede jeg behovet på andres vegne
.
Udfordringen var til dels, at jeg ikke lige kunne få hoveddøren til at lade være med at smække, så den kunne ikke åbnes udefra. (Og jeg brugte ikke ret mange sekunder på forsøget) Den næste dør folk så forsøger at komme ind ad er køkkendøren. Jeg ved ikke om det vil give mening, at have en person til at tage imod folk. Der skal vi måske have et par førstegangsbesøgende indover med noget feedback på hvordan de oplevede at lande på con'en for første gang.
Nissi wrote:Der blev udsolgt af slikposer og chips lørdag aften. Der kunne man overveje om der skulle købes mere til næste år.
Ja. Det er desværre svært at spå om hvor meget folk spiser/drikker. Jeg har forsøgt at kigge på de forrige års afsætning, og har taget udgangspunkt i det. Da alt det der er i kiosken, er noget jeg køber for egen lomme og tjener nul kroner på, så er jeg nødt til ikke at få købt for meget. For så står jeg bare med en hulens masse chips/slik/øl/sodavand/frugt bagefter. Øl og måske også chips skal jeg så nok få konsumeret henover de næste måneder til brætspilaftener m.m. Det er straks værre med alt det andet.
Nissi wrote:det er lidt træls at sidde i spisestuen, når folk er så dårlige til at huske at lukke en dør, hvor der faktisk er sat et skilt på, hvor der står at den SKAL være lukket efter kl. 22.00. Det er irriterende at sidde i træk i flere timer.
Ja, det er træls. Men der må jeg sørge for at der næste år er skilt på
begge sider af døren, for at minde folk om det. For som jeg oplevede det, var det mest folk der kom ud fra gangen, som ikke fik lukket igen.