Månedens spiloplevelse november 2014

[Frouvne]

Så nåede vi igennem november måned og det giver os mulighed for at gøre status over den måned.

Jeg spillede:

Nations: The Dice Game - 10
Red7 - 5
Lost Legacy: Binbo Tantei to Inbo no Shiro - 4
Warfighter: The Tactical Special Forces Card Game - 3
Paris Connection - 2
Skull & Roses - 2
Timeline: Diversity - 2
AquaSphere - 1
Carcassonne - 1
Carcassonne: Inns & Cathedrals - 1
Carcassonne: Traders & Builders - 1
Endeavor - 1
Heroes Wanted - 1
Imperial Settlers - 1
Terra Mystica - 1
Terra Mystica: Fire & Ice - 1
Twilight Struggle - 1
Washington's War - 1
Würfel Bohnanza - 1

Månedens mest spillede spil blev Nations: The Dice Game, der er et fint terningspil, hvor temaet er ultratyndt. Men spillet fungerer, det er hyggeligt og hurtigt og man føler at ikke alle valg på forhånd er givne.

I måneden var der glædelige gensyn med Endeavor, der stadig er værd at spille, Terra Mystica, der var blevet spicet lidt op med Terra Mystica: Fire & Ice og som jeg gerne ville spille oftere, så jeg ikke skal føle, at jeg starter forfra hver gang. Endelig var er et gensyn med Twilight Struggle, som vi nu har fået så meget ind under huden, at vi kan tage det ned fra hylden og gå igang med det samme.

De største skuffelser bød Heroes Wanted og Paris Connection på. Nu tror jeg ikke længere på at Paris Connection har noget at byde på ... Heroes Wanted prøvede vi kun det første scenarie med og det er selvfølgelig hårdt at bedømme det på det. Blandt skuffelserne var også Imperial Settlers, men det var nu mest fordi jeg havde meget høje forventninger til det. Min spiloplevelse var ikke særlig god, men det skyldtes sikkert, at jeg spillede råddent. Så det prøver jeg gerne igen ... og tror såmænd der gemmer sig et helt hæderligt spil i det. Måske endda et rigtig godt.

De bedste takter bød tre nye spil på. AquaSphere var interessant. Synd grafikeren havde en dårlig dag, da han gjorde sin del af arbejdet ... men spillet er der ikke noget i vejen med. Red7 kan jeg ikke andet end beundre for at man kan lave noget, der minder om et rigtigt spil, hvor man kan (forsøge) at lægge en strategi, når alle blot får syv kort at spille gennem hele spillet. Jeg har endnu ikke prøvet den avancerede udgave og tror i virkeligheden, at den kan gøre spillet endnu bedre. Jeg kan godt lide simpliciteten i den helt skrabede udgave, men man kan ende op med en rigtig dårlig hånde og det tror jeg, der kompenseres for i de avancerede regler. For mig har månedens spiloplevelse været Warfighter: The Tactical Special Forces Card Game. Det spiller helt sikkert ind, at det er det første spil i årevis, som min søn er blevet begejstret for. Men det er et solidt spil og jeg ser meget frem til at dykke yderligere ned i det.

Som en krølle på halen er Washington's War endelig kommet på bordet. Det er alt for tidligt at bedømme det, men de første skridt har været fornøjelige og det er helt sikkert et spil, jeg ser frem til at dyrke mere i håbet om, at det er et af de spil, der er værd at vende tilbage til igen og igen. Førstehåndsindtrykket peger i den retning...

[Helle]

... Og jeg spiller gerne Twilight Struggle igen ..... Især hvis vi kunne finde et bord, hvor det kunne stå, så det kunne deles over to aftener

[40crew]

Wow, en virkelig sørgelig måned hvis man ser på antallet af spil der er blevet spillet..

Coup 16
Progress: Evolution of Technology 2
Terra Mystica 2
Betrayal at House on the Hill 1
Carcassonne 1
RoboRally 1

Men vi har da haft en aften dedikeret til spil med nogle gode venner. Det er altid en fornøjelse. Og at aftenen så bød på første spil af Betrayal at House on the Hill, gjorde det så lige en tand bedre. Vi nød virkelig den oplevelse. God historie fortælling og der var megen snak og leen over de forskellige figurer og de små historier vi fandt på til hver især.

Jeg fik også erhvervet mig Progress: Evolution.. som var et hurtigt hit hos min kone. Jeg skal lige have taget mig sammen og finde ud af hvordan man bruger udvidelserne. Jeg håber det giver lidt mere tilfældighed til spillet. Det virker nemlig hurtigt som at det er alle de samme kort som kommer i spil, som sidste gang man spillede det. Men Tech-Trees er sjovt! Måske skulle man finde sig et eksemplar af Nations??

Vi fik også prøvet Terra Mystica med 4 for første gang. Wow, det spil bliver bare ved med at levere! Jeg håber virkelig på at få fingrene i udvidelsespakken snarest.

[BlueSwan]

En lidt halvsløj måned, der kun nåede op på et rimeligt antal spil grundet mange solo-plays af Lords Of The Rings LCG.

11x The Lord of the Rings: The Card Game
3x Rat Hot
2x La Isla
2x Mage Wars
2x Paris Connection
2x Seasons
Carcassonne
Endeavor
A Game of Thrones: The Board Game (Second Edition)
Long Shot
Omega Centauri
Trains

De blå var nyheder for mig. Jeg har svært ved at pege på et enkelt spil der var månedens spiloplevelse. Der var mange gode spiloplevelser, da jeg jo kan lide de fleste spil, men ikke en enkeltstående superoplevelse. Det ville være oplagt at vælge Lord Of The Rings LCG, men selv efter 11 solospil kan jeg ikke finde ud af om det er mig eller ej. Vil spille det lidt mere i den kommende tid. Det er nok, som med så mange LCG'er, et spil der bliver bedre desto flere udvidelser man har.

[Mik]

23 spil fordelt på 10 titler:

9x Pathfinder Skull & Shackles

2x AquaSphere
2x Historia
2x La Isla
2x Progress: Evolution of Technology
2x Star Realms
2x Die Staufer

Assault on Doomrock
Carcassonne: Gold Rush
Castles of Mad King Loudwig

Bedste nye spil må var så absolut AcquaSphere, men Skull & Shackles må nævnes som det spil vi havde mest sjov med. De nye sørøvereventyr og vores tvist af reglerne har gjort spillet langt mere underholdene end forventet. I modsætning til Assault on Doomrock, som blev en stor, langtrukken skuffelse.

[Stunke]

...og Paris Connection på. Nu tror jeg ikke længere på at Paris Connection har noget at byde på ...

Virkelig??? Hvor er det Paris Connection ender med at blive fladt?
Er det naar de gode selskaber ender med kun at have een aktie tilbage paa pladen som man ikke kan bytte ind for nogen andre, fordi man derved giver en anden spiller et stort pointboost?
Er det naar man egenhaendigt bygger et firma op mens de andre har travlt med at koebe aktier i et eksisterende firma?
Er det naar man tidligt i spillet er noedt til at koebe aktier af mindre vaerdi fordi man ender med at resourceudsulte sig selv sidst i spillet naar man proever at bytte sine eksisterende aktier til nogen der er mere vaerd?
Er det naar man koldt og kynisk er noedt til at vurdere hvor meget de andre vinder paa at forlaenge en jernbane og man ikke husker rigtigt?

Givet at det tager 30 minutter at spille og reglerne kan vaere paa en side, synes jeg godt nok der er meget spil gemt i Paris Connection.

[Jens_Hoppe]

Givet at det tager 30 minutter at spille og reglerne kan vaere paa en side, synes jeg godt nok der er meget spil gemt i Paris Connection.

Enig, jeg har altid moret mig glimrende med Paris Connection. Det har lidt samme "sandbox" feel som f.eks. Chicago Express, hvor spilreglerne kun i ringe grad dikterer spillets forløb - i stedet er det lagt helt i spillernes hænder.

[Stony]

Jeg sad med en meget flad fornemmelse efter begge de to gange jeg har prøvet Paris Connection. Men nu skurer det mig også meget mod hårene, når tema og mekanismer overhovedet ikke hænger sammen, og det påvirker mit samlede indtryk. Eksempelvis når en person der ikke ejer en eneste aktie i selskabet, kan tage kontrollen, og så lægge jernbaneskinner derudaf udenom samtlige byer på vejen.

Som totalt abstrakt øvelse, er det ikke utænkeligt at man kan finde nogle gode takter gemt et sted derinde. Men med så mange gode spil at vælge imellem, gider jeg ærlig talt ikke engang forsøge.

[Larsine]

November blev en helt OK måned, med 39 spillede spil, fordelt på følgende:

Machi Koro x7
San Juan (Inkl. udvidelser) x7
Pickomino/Heckmeck x5
Roskis x3
Foldable Table Curling x3
Five Crowns x2
Ghooost! x2
The City x1
Colt Express x1
Dominion x1
Eight-Minute Empire x1
Five Tribes x1
Igel Ärgern x1
Lords of Waterdeep x1
Memoir '44: Breakthrough x1
Ticket to Ride x1
Village (inkl. Port) x1

Der var ret mange nyheder som hver i sær havde sine gode sider.

Machi Koro var en imponerende kombination af alt muligt. Der var lidt deckbuilding, lidt Settlers, lidt terningrul, lidt sandsynlighedsberegning, lidt held, lidt bybygning og lidt mere. Simpelthen så godt at det straks røg på min ønskeliste, og derfra til min Secret Santa, og hjem til mig. At jeg så hurtigt hørte om den officielle japanske/tyske/udvidelses variant, gjorde bare spillet endnu bedre.

Roskis var et rigtig sjovt stable spil, hvor man skal stable træbrikker, formet som æbleskrog, dåser, mælkekartoner og flakser, i en skraldespand. Der er en del taktik i spillet, da hver spiller har de samme kort, og kortene bestemmer hvor mange stykker skrald man skal putte i spanden. Spiller det meget gerne igen, og både med voksne og børn.

Foldable Table Curling, er bare en variant af de mange Table Curling spil, hvor man skal glide forskellig objekter mod et mål. I dette spil er pladen og brikkerne tilpas store til at får en god fornemmelse for spillet, og oplever at man rent faktisk kan forsøge at placere sine brikker nogenlunde som man forventer, og så alligevel ikke.

Ghooost! er et Richard Garfield spil, men slet ikke som de andre spil han nok er mere kendt for. Et relativt simplet kortspil, hvor det gælder om at slippe af med sine kort, dog ikke nødvendigvis som den første spiller, men absolut ikke som den sidste spiller. Der er mulighed for at spiller flere runder, hvor man får point efter hvornår man slipper af med sine kort (2 point for første spiller færdig, 1 point for at blive færdig, 3 point for at blive næstsidst færdig, og en Bøh-brik for ikke at blive færdig, og man spiller til en spiller har to Bøh-brikker), men så er det lige før at spillet kan blive for langtrukkent.

Colt Express var endnu et spil som efter en spilning kom på ønskelisten. Togrøvere der løber rundt i, og på, et tog, og forsøger at stjæle mere guld en de andre togrøvere der også er på toget. Fysiske komponenter der er sjove, og et spil hvor man ikke skal forvente at den bedste taktiker nødvendigvis vinder. Jeg morede mig, og at vandt gjorde jo heller ikke noget.

Five Tribes havde jeg kigget lidt på, men umiddelbart havde det ikke imponeret mig nok til at der var på radaren. Men Annemette fik forklaret regler, og vi spillede et 4-personers spil, og jeg blev positivt overrasket. Nok til at det også røg på ønskelisten.

Village Port var den nyeste udvidelse til Village, et spil som jeg synes er rigtig godt. Her blev rejsedelen skiftet ud med at helt ny plade, og det ærgrer mig lidt, da jeg heller vil have mere af det hele, i stedet for mindre af noget. Men umiddelbart ser den nye rejsedel interessant ud, selvom jeg personligt slet ikke brugte den i det spil vi spillede med den.

Månedens spiloplevelse er Machi Koro, det imponerede, og har fortsat med at gøre det i alle spil indtil videre.

[Jens_Hoppe]

Jeg sad med en meget flad fornemmelse efter begge de to gange jeg har prøvet Paris Connection.

Tja, hvis du ikke kan lide sabotage, er PC selvfølgelig ikke et spil for dig.

Personligt elsker jeg clearclaw's kommentarer til spillet:

Impressive. Frequently described as a light filler, but I don't buy it. There's a lot to think about here and the decisions, while seemingly small, have well textured implications.

At heart this is a deduction game in which the players iteratively specialise their investments, attempting in the process to tempt the other players to collusive actions that are both for and against their own interests (tempo management and right/left binding are key). SNCF is not really a temporary emergent alliances game, but rather one of incremental revelation and commitment while attempting to manipulate the other player's deductive processes to your favour.

Blowing out the above a little:

I normally describe SNCF as a deduction game, but with the difference being that what the players are attempting to deduce is not the other player's game states, but is rather the state of the other players' deductive models of the other players and how you can manipulate the other players' cognitive processes, using nothing but the game's methods, toward personal victory.

Blinking quickly before diving into the rabbit hole: while playing you are trying to figure out what BubbaPlayer thinks about what all the other players are thinking what all the other players are thinking etc etc etc about the game...and not only that, and not just the cognitive flaws in that endless recursion as each player overlooks some important detail and that echoes around the loops of understanding across the players, but also the methods that BubbaPlayer is using to construct both his understanding and his understanding of the methods the other players are using to construct their understandings. And of course you're doing that for all the the players as each and every turn changes their models and their methods etc...and you're trying to inject data into the system via your actions which leads that great heady cloud to collapse in your favour.

[Stunke]

Paris Connection afhaenger fuldstaendigt af hvem man spiller det med; det tror jeg er spillets svaghed.

Hvis ikke folk er helt oppe i ansigtet paa hinanden saa kan jeg sagtens se hvordan Paris Connection bliver et so-so spil hvor man bare laegger lidt toge ned paa en spilleplade og venter paa at det hele er overstaaet. Hvis bare to af spilelrne aktivt proever at forme spillet og de andres handlinger, samt incentivere andre til at goere det samme, saa bliver Paris Connection til et overraskende godt spil. Jeg har spillet det fire, fem gange og allerede fra starten var vi i masken paa hinanden. Jeg synes ret godt om spillet, men om det holder til 100 spil ved jeg ikke endnu. Jeg er i hvert fald villig til at give det en ordentligt omgang forsoeg mere.

Fladt vil jeg ikke kalde det. Afhaengigt af spilgruppen jo.

[Gunness]

... Og jeg spiller gerne Twilight Struggle igen ..... Især hvis vi kunne finde et bord, hvor det kunne stå, så det kunne deles over to aftener

Når man har fået lidt mere træning i det, kan det fint klares på 2-2½ time, dvs. en enkelt aften.

[Stony]

Tja, hvis du ikke kan lide sabotage, er PC selvfølgelig ikke et spil for dig.

Jeg har intet imod sabotage i et spil. Som sagt, så er det temaet og mekanismerne jeg synes slet ikke hænger sammen. Eller rettere, hvilke muligheder du har i spillet, der slet ikke hænger sammen med temaet i øvrigt. Med mindre du kan give mig en plausibel forklaring på følgende: Der er seks selskaber i spil, og du har aktier i A, B og C. Men du tager så kontrollen over F, og vælger - på firmaets vegne - at investere tungt i en jernbanestrækning der går fra Paris til [indsæt vilkårlig fransk destination her], men du lægger bevidst vejen udenom samtlige byer på vejen. Også udenom den by der så ud til at være den endelige destination. En handling der på ingen måde bidrager til firmaets indtægt/værdi. Hvordan ville bære dig ad med det i en virkelig verden? Som beskrevet, så kan det - rent abstrakt - være en interessant øvelse, at regne de andre spillere ud. Men hvis temaet slet ikke fungerer - og det synes jeg virkelig ikke det gør - så lad venligst være med at trække det ned over. Og hvis jeg endelig skal spille et spil, hvor jeg skal gætte de andre spillere, og "være inde i hovederne på dem", så vil jeg hellere gøre det i et spil hvor det også tematisk rent faktisk holder, og så spiller jeg meget gerne The Resistance.

[Jens_Hoppe]

For mit vedkommende blev det til:

Abraca... what? x6
Crokinole x4
Hyperborea x4
Terra Mystica: Fire & Ice x4
Greenland x2
Eldritch Horror x1
Ingenious x1
Saint Petersburg (second edition) x1
Takenoko x1
Tiny Epic Kingdoms x1

Alt i alt en yderst solid samling spil. Hyperborea er klart månedens bedste nyhed for mig, og jeg håber afgjort at jeg også i fremtiden kan lokke folk i KBK til at spille det med mig.

Greenland prøvede jeg kun solitaire, men det virker som et sjovt spil med masser af den velkendte Eklund'ske kaos. Mekanisk er spillet lidt simplere end vi er vant til fra Phil, men temaet fylder som altid meget.

Abraca...what? og Takenoko vinder begge ved at være uhyre populære i familien.

Den nye udgave af Saint Petersburg indfører nogle spændende nye elementer. Grafisk synes jeg spillet har taget et kæmpe skridt tilbage sammenlignet med den gamle version, men det nye look er da til at leve med.

Baseret på ganske få testspil virkede Tiny Epic Kingdoms som totalt crap. OK, det var under suboptimale forhold og med et uhensigtsmæssigt antal spillere, men jeg kan ikke få mig selv til at bruge så meget som et minut mere på det...


Hyperborea vinder min bedste spil-pris i november.

[Jens_Hoppe]

Med mindre du kan give mig en plausibel forklaring på følgende:<snip>

Hæ, nej jeg tror gerne jeg vil have mig frabedt at skulle forsvare det tematiske i en enkelt mekanisme i et spil. Tema er en sjov, udefinérbar (og subjektiv!) størrelse, og for mig dækker det andet og mere end blot at kunne lave en én-til-én mapning mellem mekanismer og "noget virkeligt".

For mig er Paris Connection ikke et specielt tematisk spil, og da jeg normalt godt kan lide et stærkt tema i mine spil, er det tydeligvis ikke derfor jeg holder af det. Men det mekaniske, derimod, er sublimt: Det er et rendyrket spiller-mod-spiller spil, implementeret med et minimum af regler. Dejligt forfriskende i disse tider!