Det ene var Tybor bygmester, en lille OMG-lignende sag. Jeg var ikke voldsomt imponeret over Oh my Goods, men kan godt lide kortene.
Det meget mere tvivlsomme køb var Pax Renaissance, som jeg kan læse, at mange her på forum allerede har frasolgt. Følelsen ved modtagelsen var da også noget i retning af, hvad jeg forestiller mig, man ville føle ved efter en meget våd fest at vågne op på et sted, man ikke genkender ved siden af en person, man slet ikke genkender og med en nylavet tatovering på sig forestillende noget, man overhovedet ikke genkender.
Min vej ud i den vildfarelse skete nogenlunde således:
Jeg spiller, som mange vil vide, en (hel) del Innovation for tiden, og nogen på Innovation-forumet foreslog Pax Porfiriana for en rimeligt tilsvarende spilleoplevelse, så jeg kiggede på det ... Hm, Phil Eklund - ham med de underlige meninger og de sindssygt svære spil, som selveste Jens Hoppe kan lide ... Er du da vanvittig, hvor er det spil grimt! ... Egentlig er jeg heller ikke så interesseret i Mexicos historie ... Hvad er det med PAX-spil overhovedet for noget ... OK, der er et Pax Pamir og et Pax Renaissance også? ... Pamir er flot nok, men det er jo ikke engang et Eklund-spil - og Afghanistan er da heller ikke meget mere interessant end Mexico ... Pax Renaissance, se DET er et godt tema med både Europa og Nærorienten ... OK, men det er så det allersværeste af dem alle ... Pokker stå i det - jeg er vel en stor dreng, som ovenikøbet godt kan finde ud af at spille Dominant Species Hvor svært kan det her så være
Men svaret er jo nok: Rigtig, rigtig svært.
Nu skal jeg i gang med den dobbelt-umulige opgave med at
- Lære mit allerførste Eklund-spil
- Finde en modspiller, som også gider lære det