GermanGames.dk

Jeg modtog den lille udvidelse til Wonderland's War i dag. Dejligt spil. Forhåbentlig endnu dejligere med lidt nye muligheder.

Nå, Jon, nu fik du mig til at oprette et "Ugens tema"

Bag den lidt kryptiske overskrift ligger det faktum, at jeg overfaldt stakkels Jon, fordi han han havde formastet sig til at spille et spil om munke.
Det skal jo i princippet ikke ligge manden til last, men det fik mig til at tænke.

Der er vist ingen tvivl om, at nogle spiltemaer bruges rigtigt ofte. Der er tonsvis af generisk fantasy, aliens og græsk/romersk historie. Det giver en vis mening, for det er brede emner med mange variationsmuligheder i.
Men der er også nogle, der er skamredet ud over rimelighedens grænser, især inden for eurogames. F.eks. at være købmand (helst i middelalderen eller Indien) eller at bygge kirker (helst i middelalderen). Når nu mange generiske euros har et relativt påklistret tema, hvorfor skal vi så altid bygge kirker? Brætspil kan jo for dælen handle om hvad som helst - følelser (Cerebria), kvinders stemmeret (Votes For Women), slaveri (Freedom: The Underground Railroad) eller at transportere olie (Pipeline). Alle muligheder er åbne. Hvis vi endelig skal bygge noget, så lad os da bygge noget nyt. Eiffeltårnet. En lade. Operahuset i Sydney. Alt må være bedre end flere kirker

Så mit spørgsmål er ikke så meget "Vi får hele tiden de her temaer", for det er ikke et spørgsmål, men en konstatering.
Jeg er mere nysgerrig på, hvad der gør bestemte temaer så afsindigt attraktive? Jeg har spillet min andel af noget med munke og kirker, og også fået afsat en pæn sjat varer på Middelhavet, og det er de færreste af dem, hvor jeg tænker, at de været blevet voldsomt meget værre af f.eks. at omhandle varer i Rusland eller nybyggernes USA.
Er det designerne, der er dovne og uopfindsomme, eller kan kirker/middelalderhandel/[indsæt eget hadeemne] noget helt særligt? Er de her emner mindre sprængfarlige end andre? Eller hvad kan grunden være?

Jeg er sikker på, at det er velfungerende rent mekanisk. Men designere skal altså have prygl med en våd avis, når de bliver ved med at lave spil om noget så fortærsket som det her Spillet kunne med garanti lige så godt ha' handlet om alt muligt andet end beige mænd i kedelige kutter. Det er ren dovenskab!

^Det kan virkelig være befriende med et CMON, hvor man slipper for en ekstra kæmpekasse med dårligt testet plastic

Whaaat?? Blood Rage er fanme godt

^Har du hverken haft Blood Rage, Dogs of War eller Rising Sun?

Threads of Fate, som mere er en escape room-agtig ting end hardcore brætspil. Samme designer som The Emerald Flame og Light in the Mist. Glæder mig til at få det prøvet. Nøj, det ser lækkert ud.

Vi har i lang tid snakket om at komme videre med Aeon Trespass: Odyssey, men med så mange komponenter og regler kræver det lidt luft i kalenderen. Det betyder også, at det er næsten ni måneder siden sidst, og puha, reglerne var noget rustne. Men vi spillede ad to omgange i går samt et spil mere til formiddag.
Vi blev udsat for en af de helt store modstandere, Temenos, der lige akkurat kan skelnes på nedenstående billede (der forhåbentlig også demonstrerer, at der er mange ting på bordet på én gang):


Men vi fik låst op for ny teknologi og våben, og fortsatte vores jagt på kong Minos, der enten er komplet forsvundet eller muligvis har gemt sig et sted i det græske øhav, med kun tågede historier og mystiske alfabeter til at lede os på vej. Det er fortsat noget af en opgave at holde sig nogenlunde gode venner med alle tre fraktioner i spillet, og vi kom da også af vanvare til at hjælpe den ene med at slagte nogle semi-uskyldige søfolk fra anden side. Til gengæld har vi nu låst op for, at vi kan genoplive Zeus fra de døde, når vi er på skideren i en af de enorme boss-kampe, og det er vi relativt ofte

Reglerne er stadig alt for meget af det gode, men vi begynder at lure nogle af de taktiske muligheder i samarbejdet under kampene - og hvis der nu ikke går trekvart år igen kan det være, at vi faktisk kan huske noget af det til næste gang... plus måske nogle af vores hemmelige missioner.

^Vi har Fauna på tysk - det giver anledning til en del sprogforbistringer ind imellem Men ellers er det nu ganske sjovt og lærerigt.

^Dorfromantik har fået en del pæn omtale, men jeg er ærligt talt heller ikke den store Carcassonne-fan.

Hvor meget skyldes forbedringen mon mekanikkerne, og hvor meget kan tilskrives det kreative rollespilselement?

^Jeg glæder mig til at prøve det igen! Oplagt idé, der er virkeligt godt udført

Selv om 2024 for længst er startet, har jeg ikke glemt mit nytårsforsæt og særligt de punkter, jeg ikke nåede i mål med.
Lørdag fandt jeg derfor Nemo's War frem. Det er over fem år siden sidst, og det har aldrig fået den fornødne spilletid, så det var lidt som at starte første gang. Og der er mange småregler at holde styr på. Men det var sjovt og engagerende uden at føles alt for mekanisk, og jeg kan mærke, at hvis jeg skal spille solo, skal det være noget i denne stil. Brættet blev fyldt op med skibe i foruroligende tempo, så ud over at starte lidt oprør rundt omkring, brugte jeg det meste tid på at angribe og konvertere de sænkede skibe til opgraderinger.
Men jeg blev tydeligvis for modig, for efter et par uheldige sammenstød med krigsskibe var min stakkels Nautilus i miserabel tilstand, og den endte da også med at gå ned med mand og mus. Nuvel, så er jeg da forberedt til næste gang

Om aftenen fandt vi Vienna Connection frem igen, denne gang sekunderet af vores datter og hendes kæreste. I 2. kapitel er handlingen flyttet til Innsbruck, hvor man skal finde ud af, hvorfor en østeuropæisk mand er blevet myrdet på et hotel, og hvordan en amerikansk ambassade-ansat er indblandet.
I forhold til første kapitel er der ved første øjekast endnu mindre tid til at løse sagen, men i praksis var der nu masser af arbejdsrum og rigeligt at kaste sig over (vi spillede færdig søndag formiddag). Spillet er på den ene side meget åbent - her er bunker af dokumenter, hvor man ikke helt ved, hvad man leder efter, men mulige spor mangler man i hvert fald ikke. På den anden side er man låst af, hvilke konkrete leads man har låst op for, og i modsætning til Sherlock Holmes CD kan man ikke bare slå en tobakshandler eller et teater op, hvis man er gået i stå.
Men er man til en god krimihistorie, og har man lyst til at give konspirationsteorierne frit spil (vi taler trods alt om den kolde krig her), er der rige muligheder for at kaste storpolitiske anklager og ideer rundt om bordet. Og i modsætning til SHCD føles stemning og begivenheder her meget realistiske.
Vi glæder os til at næste ombæring skæg og blå briller

Her i starten af året har vi fået spillet Rise of Tribes med hhv to og tre spillere, hvor sidstnævnte absolut er at foretrække.

Det er vel nærmest et 3X (kortet er Explore't på forhånd) med et simpelt civ-element og ditto area control. Som en slags stenalderfolk skal man bygge landsbyer, opfinde ny teknologi og bekæmpe andre stammer, mens man bliver udfordret af mamutter, sabeltigre og menneskeofringer. Det er bestemt i den lette ende, men der er alligevel en del dybde i beslutningerne. Så det er fint at få det luftet.

Captain Sonar - 4
Codenames - 3
Giftbringer - 2
Knarr - 2
Maquis - 2
Sky Team - 2
Vienna Connection - 2
1902 Méliès - 1
Ark Nova - 1
Dice Throne: Santa v. Krampus - 1
Evacuation - 1
Forest Shuffle - 1
Ierusalem: Anno Domini - 1
The Quacks of Quedlinburg - 1
Res Arcana - 1
Tamashii: Chronicle of Ascend - 1

Det var en glimrende måned med både stort og småt. Blandt de nye titler var Ierusalem nok det mest vellykkede, men når jeg får prøvet Tamashii igen, har det nok også potentiale. Og så er det altid en fornøjelse at lege ubådskaptajn

Jeg siger ikke, at du har en ensidig smag...